Sparekassen Sjælland støtter talentudvikling i Holbæk Kommune

I løbet af foråret vil Holbæk Kommune med støtte fra Sparekassen Sjælland screene lokale foreninger inden for billedkunst, scenekunst og sport. Det skal booste den lokale talentudvikling og Holbæk Kommunes position som talentkommune.

portræt af Lars Petersson uden slips Administrerende direktør i sparekassen Lars Petersson er formand for Holbæk Kommunes Talentråd, der i foråret gør en ekstra indsats for at booste den lokale talentudvikling.

Talentudvikling er på dagsordenen i mange foreninger og kommuner. Nu tager Holbæk Kommune det næste skridt og talentscreener lokale foreninger og uddannelsestilbud for at styrke en udvikling, der kan manifestere Holbæk Kommune som hele Sjællands centrum for talentpleje på udvalgte områder. 

Screeningen bliver udført af to firmaer, der er førende inden for talentudvikling. Firmaet Pluss vil foretage en screening af Holbæk Drama College og Billedkunstnerisk Grundkursus og derefter sammenligne med tilsvarende tilbud i en række udvalgte danske byer.

På sportsområdet bliver opgaven løst af Idrættens Analyseinstitut, der dels ser på udvalgte klubber og dels analyserer de muligheder, der følger med de nye faciliteter i Holbæk Sportsby og Stenhus Gymnasiums arbejde med et testcenter.

Spiller hinanden stærke
Screeningen skal identificere potentialer og udfordringer i de lokale tilbud, og derudover skal de to firmaer komme med konkrete anbefalinger til det videre arbejde med talentudvikling: 

”Det er Talentrådets håb, at de konkrete screeninger og anbefalinger kan skabe inspiration og fremme det strategiske samarbejde mellem foreninger, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, kommune og erhvervsliv – alt sammen med det formål at styrke talentudviklingen lokalt på en måde, hvor miljøerne spiller hinanden stærke og sammen løfter niveauet”, forklarer administrerende direktør i Sparekassen Sjælland Lars Petersson, der er formand for talentrådet i Holbæk Kommune.  

Sparekassen Sjælland støtter arbejdet med 230.000 kroner, mens Talentrådet bidrager med de resterende 150.000 kroner. Screeningen gennemføres over det næste halvår, så konklusioner og anbefalinger ligger klar i efteråret 2017.  

Læs mere om det nye tiltag på Holbæk Kommunes hjemmeside

For yderligere kommentarer
Kontakt presse- og direktionsrådgiver Jan Løve
Telefon 40 10 76 44
Mail jal@spks.dk

Flere nyheder fra sparekassen