På vej med ny filial i Frederiksværk

Sparekassen Sjælland åbner en ny filial i Frederiksværk i løbet af det kommende halve års tid. Samtidig er hele Sjællands sparekasse på vej til at åbne et Hot-Spot på Jernbanegade 2 i Hundested med forventet åbning til december.

Her på Jernbanegade 2 i Hundested åbner Sparekassen Sjælland en Hot-Spot med en særlig lobby, hvor alle med et betalingskort kan få adgang til at betjene sig selv døgnet rundt.

Med etableringen i Frederiksværk og Hundested markerer sparekassen sig nu som et stærkt lokalt alternativ til de landsdækkende banker i Halsnæs kommune.

”Muligheden for at åbne en ny filial i Frederiksværk er opstået som følge af de positive ringe, der har spredt sig i lokalområdet i forbindelse med sparekassens forestående åbning af den nye afdeling i Hundested. Vi har fået rigtig mange opfordringer til at etablere os i Halsnæs Kommune, og det gør vi så nu”, siger administrerende direktør Lars Petersson, der samtidig konstaterer, at etableringen af to nye afdelinger i Nordsjælland afspejler sparekassens strategi om at være hele Sjællands sparekasse.

Nordsjællands lokale sparekasse
Sparekassen ønsker at etablere sig som en stærk lokal aktør i det Nordsjællandske med afsæt i filialerne i Hillerød og Frederikssund samt de nye afdelinger i Hundested og Frederiksværk.

”Vi ønsker at markere os som lokale og lægger derfor afgørende vægt på, at det er lokale og kompetente medarbejdere, vores kunder møder ved besøg og i kontakten med vores nye afdelinger i Nordsjælland. Vi er derfor glade for, at vi har lokale og kendte ansigter på plads både i Frederiksværk og Hundested”, siger Lars Petersson.  

Ny filialdirektør i Frederiksværk
Lars Blickfeldt, der i en årerække har arbejdet som erhvervs- og privatrådgiver i Frederiksværk, skal stå i spidsen som filialdirektør for sparekassens nye filial i Frederiksværk.  

”Jeg glæder mig over muligheden for at etablere sparekassen i Frederiksværk som et stærkt lokalt
alternativ til de store landsdækkende banker. Jeg er

allerede godt i gang med at sætte det rigtige hold af dygtige lokalkendte rådgivere, der kan medvirke til at gøre Frederiksværk til et endnu bedre sted at leve, arbejde og drive virksomhed”, siger sparekassens nye filialdirektør Lars Blickfeldt.

Arbejdet med at finde de helt rigtige lokaler i Frederiksværk er sat i gang, så dørene kan åbnes i løbet af 1. halvår 2017.

Åbning i Hundested inden jul
Håndværkerne er nu så småt ved at melde klar med indretningen af sparekassens nye lokaler i Hundested. Samtidig er det lykkedes at ansætte to lokalt forankrede rådgivere, der i samarbejde med den nye filial i Frederiksværk skal drive Hundesteds eneste lokale pengeinstitut. Sparekassen forventer at åbne i Hundested om et par måneder.

Sparekasse Hot-Spot midt i lokalsamfundet i Hundested
Sparekassens Hot-Spot på Jernbanegade 2 i Hundested kommer til at indeholde en særlig lobby, hvor alle med betalingskort kan lukke sig ind døgnet rundt. Lobbyen er blandt andet udstyret med automatiske betjeningsmuligheder, der for eksempel kan imødekomme detailhandelens behov for møntruller samt optælling og indbetaling af mønter. Samt naturligvis pengeautomat hvor der både kan hæves og indsættes penge i sikre omgivelser i ly for vejr og vind. Fra lobbyen er der adgang til et større lokale, hvor to kompetente lokalkendte rådgivere holder til i åbningstiden.

Sparekassen ønsker med det nye Hot-Spot, som kommer til at arbejde tæt sammen med den kommende filial i Frederiksværk, at være en aktiv del af fællesskabet og lokalsamfundet i Hundested og opland.