Sparekassen Sjælland-Fyn kommer godt ud af første kvartal

Resultatet efter skat blev på 80,3 mio. kr. i de første tre måneder af 2018 i Sparekassen Sjælland-Fyn. Det viser selskabets rapport for første kvartal, som netop er blevet offentliggjort.

Se kvartalsrapport
Læs selskabsmeddelelse nr. 13/2018

Overskuddet er dermed steget med 8 pct. i forhold til samme periode sidste år.

”Vi er selvfølgelig glade for, at vi er kommet godt i gang med 2018. Det skal dog ikke fjerne fokus fra, at vi skal holde fuld fokus på strategiarbejdet og de finansielle målsætninger frem mod år 2021,” siger Sparekassen Sjælland-Fyns adm. direktør Lars Petersson.

Resultatet i første kvartal viser en vækst i udlån på 9 pct., mens væksten i indlån er på 8 pct., og overskuddet forrenter egenkapitalen med 11,9 pct. Sparekassen Sjælland-Fyn har desuden netop overstået en succesfuld aktieemission, som blev fuldtegnet, og som indbringer sparekassen et nettoprovenu på 437 mio. kr.

”Sparekassen Sjælland-Fyn overholder desuden alle pejlemærker i Finanstilsynets tilsynsdiamant med stor margin. Samtidig er vores nedskrivninger på et fortsat lavt niveau. Så der er meget at glæde sig over, ” siger Lars Petersson.

Sparekassen Sjælland-Fyn åbnede 12. april en filial i Helsinge på Sjælland. Dermed er pengeinstituttet nu oppe på i alt 49 filialer og 4 erhvervscentre.

”Vi kan se, at vi erobrer markedsandele ved vores lokale tilstedeværelse. Det er en væsentlig forklaring på Sparekassen Sjælland-Fyns vækst,” siger Lars Petersson.

For yderligere information kontakt Morten Huse Eikrem-Jeppesen, PressConnect, + 45 53 85 07 70