Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn investerer i AquaGreen – og i fremtiden

Energi- og fibernetkoncernen Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn har via det fælles investeringsselskab – Impagt Invest Sjælland – investeret 8,75 mio. kr. i AquaGreen. Impagt Invest Sjælland arbejder for at skabe vækst og udvikling i Østdanmark med særligt fokus på virksomheder, der arbejder med bæredygtighed. AquaGreen har udviklet ny og banebrydende teknologi, som reducerer de klima- og miljøbelastende stoffer i slam fra rensningsanlæg.

Billede af anlæg på Odsherred Forsyning

Der er klimagasser, mikroplast, medicinrester, tjærestoffer og flere andre miljø- og klimabelastende stoffer i det slam, der er tilbage, når vores spildevand er blevet renset på de kommunale renseanlæg. Men nu er det dokumenteret, at en ny teknologi, udviklet af AquaGreen kan omdanne dette spildevandsslam til en eftertragtet miljøvenlig ressource. Det er en teknologisk løsning, der kan anvendes på tværs af brancher. Det er – i tillæg til de klima- og miljømæssige gevinster – netop det faktum, der er baggrunden for, at Impagt Invest Sjælland investerer i AquaGreens fortsatte vækst:

”I
Impagt Invest Sjælland arbejder vi for at gøre sunde og bæredygtige virksomheder større og stærkere. Derfor stiller vi nu kapital til rådighed for AquaGreen, som har udviklet en teknologi, der kan hjælpe Danmark med at indfri de nationale klimamål og reducere CO2-udledningen. Sammen kan vi gøre en indsats for klimaet og den grønne omstilling, for selskabet er i en positiv udvikling med stærkt fokus på bæredygtige løsninger. Det vil vi i Impagt Invest Sjælland gerne bakke op om’, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i Andel.

Administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson, supplerer:
”Vi er glade for at kunne støtte op om udbredelsen af AquaGreens unikke teknologi, der både reducerer en række miljømæssige risici og baner vejen for en mere bæredygtig genanvendelse af spildevandsslam til gavn for bl.a. landbruget. AquaGreen passer på den måde perfekt ind i vores ønske om at understøtte virksomheder, der udvikler bæredygtige løsninger, og som har et solidt fundament for vækst”.


Positive resultater fra verdens første anlæg

De første to anlæg i verden med AquaGreens nye teknologi står i Odsherred og på Fyn. De er nu testet og har leveret positive resultater. Dermed er det dokumenteret, at spildevandsslam kan omdannes til en eftertragtet miljøvenlig ressource via en cirkulær proces, og AquaGreen er nu klar med en ambitiøs vækststrategi, siger Henning Schmidt-Petersen, CEO i AquaGreen:

”Kunderne står i kø og har, ligesom vi, ventet på de positive driftsresultater, som nu er i hus. Vi har fået og får fortsat henvendelser fra mange interesserede investorer, som ønsker at være med på rejsen. Nu har vi indgået en aftale med Impagt Invest Sjælland, fordi vi vurderer, at de passer godt til os, både på den korte og på den lange bane”.

Markedet bliver ved med at vokse, konstaterer Henning Schmidt-Petersen, og det er ikke begrænset til forsyningsselskaberne i ind- og udland:

”Der er et meget stort potentiale inden for specielt landbrug, hvor der er behov for at reducere drivhusgasemissionerne og benytte landbrugets restprodukter til at producere bæredygtig energi i form af fjernvarme og grøn gas. Her ser vi et meget stort potentiale i et fremtidigt samarbejde med Impagt Invest Sjælland”.

Klima- og miljøgevinsterne

I dag samles spildevandsslam og gylle i tanke eller i lagerhaller, inden det køres ud på marker. I mellemtiden afdamper slam og gylle potente drivhusgasser som CO₂, metan og lattergas. Via AquaGreens teknologi kan slam og gylle løbende omdannes til biokoks, fjernvarme og grøn gas, som kan bruges som hhv. gødning og opvarmning af boliger hele året.

Samtidigt udgør vådt bioaffald et stadig større problem for miljøet verden over og for klimaet. Når slam i dag spredes på marker, tilføres naturens kredsløb miljøskadende stoffer, som både påvirker natur, fødevarer og grundvand. AquaGreens løsninger fjerner de miljøskadende stoffer og bevarer den fosfor, som er et livsvigtigt næringsstof i landbrugsjord. Og som verden er ved at løbe tør for.

Fra slam til biokoks – fakta om teknologien

AquaGreens nyskabende teknologi er bygget op omkring en integreret damptørrer og en pyrolyseovn. Spildevandsslam damptørres, så vandet fordamper, og den resterende biomasse pyrolyseres efterfølgende i ovn ved 650 grader under iltfri forhold. Her forkuller biomassen til biokoks, hvor mængden af uønskede miljøskadelige stoffer er reduceret markant. I processen bevares næringsstoffer og mineraler, som eksempelvis fosfor, som både planter, dyr og mennesker er afhængige af. Samtidig er processen med til markant at reducere CO2-udledningen. Dels ved at slam ikke længere rådner og frigiver klimaskadelige gasser og dels ved, at CO2 bindes i biokoksen.

Processen er selvforsynende og cirkulær, da der under
pyrolysen afgives gasser, som driver damptørringen. Overskydende damp kondenseres til varme, som blandt andet kan bruges i fjernvarmenettet.

Teknologien er udviklet i samarbejde med DTU (Danmarks Tekniske Universitet), Odsherred Forsyning og VandCenter Syd.

Fakta om Aqua Green

AquaGreen er grundlagt i 2014, fik sin første kapitaltilførsel i foråret 2021 og er i løbet af de seneste to år vokset fra 5 til 30 fuldtidsansatte. I samarbejde med DTU har AquaGreen udviklet og patenteret en klima-, miljø- og omkostningseffektiv løsning, der reducerer CO₂-emissioner og eliminerer miljøfremmede stoffer, samtidig med at fosforen fra vores bioaffald kommer tilbage til landbrugsjorden. Læs mere på www.aquagreen.dk

Fakta om Impagt Invest Sjælland – vækst og udvikling i Østdanmark

Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn har etableret Impagt Invest Sjælland for at tilbyde tålmodige og langsigtede investeringer med henblik på at gøre Østdanmark endnu mere attraktiv for både virksomheder, tilflyttere og dem, der allerede bor her. Ambitionen er at finde og investere i mulige vækstvirksomheder på et tidspunkt i deres udvikling, hvor de på den ene side har bevist deres forretningsmodel med et nationalt eller internationalt markedspotentiale, og på den anden side har brug for midler til at understøtte den videre vækst.

Kontaktpersoner

Henning Schmidt-Petersen
CEO i AquaGreen
hesp@aquagreen.dk – 2928 1848

Marianne Salling
Kommunikationsdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn
kommunikation@spks.dk – 5948 2197

Morten Kidal
Pressechef i Andel
mkl@andel.dk – 2170 3799