Stor succes med sparekasse-fodbold

I samarbejde med lokale foreninger har Sparekassen Sjælland endnu en gang afholdt fodboldturneringer for børn og unge i henholdsvis Ringsted og Skælskør.

Børn spiller skolefodbold i Ringsted

Sparekassen Sjælland Indoor Cup i Ringsted
Sammen med Kværkeby IF har filialen i Ringsted fået stablet endnu et succesfuldt Indoor Cup på benene. Mere end 60 deltagende hold fra hele Sjælland og et enkelt fra Sverige sørgede for, at Vigersted hallen var fyldt med fodboldglade børn og heppende forældre og bedsteforældre.

”Vi er utrolig glade for samarbejdet med Sparekassen Sjællands lokale filial i Ringsted. Det økonomiske tilskud er øremærket vores ungdomsafdeling”, fortæller Peter Nielsen fra Kværkeby IF.

Unge mennesker spiller skolefodbold i Skælskør

Skolefodbold i Skælskør
Også i Skælskør var stemningen i top ved fodboldturneringen, der bliver arrangeret af sparekassens lokale filial i tæt samarbejde med Skælskør Boldklub & Idrætsforening. Cirka 600 børn deltog i stævnet, som sparekassen har arrangeret mere end 40 gange.

”Det er en tradition, der har rigtig stor betydning for vores lokalområde, og som vi lægger et stort arbejde i at fastholde. Og med den store opbakning og gode stemning ser vi frem til, at vi igen kan invitere til skolefodbold i Skælskør”, fortæller filialdirektør Pia Kimer Jacobsen.

Sparekassen støtter talentudvikling og uddannelse
Som en del af sparekassens mission støtter sparekassen talentudvikling og uddannelse på Sjælland og involverer os aktivt i de lokalsamfund, vi er en del af. Vi har dedikeret en betydelig del af vores sponsorkroner til talentpleje og -udvikling samt uddannelse via partnerskaber med foreninger, talentmiljøer og uddannelsesinstitutioner i vores markedsområde.