Sparekassen i samarbejde om talentscenen STELLA

Sparekassen Sjælland er med i et nyt spændende samarbejde, der giver unge musikalske talenter deres helt egen talentscene - STELLA - i Holbæk.

Fra venstre er det talenterne Asbjørn Sundstein, Sara Paulina Jensen og Eamonn Rainey, der er forsanger i bandet Telescope For The Blind, der kommer til at indvie Holbæks nye talentscene STELLA.

Udover sparekassen er det Dynamo Holbæk, Musikskolen Holbæk, Minthouse Talent og Nybolig Holbæk, der lancerer talentscenen, som fremover dukker op ved forskellige arrangementer med det formål at støtte og bidrage til udviklingen af unge talenter i Holbæk.

”Det giver en enorm værdi for talenterne at spille foran et større publikum, og det er fantastisk, at der er en fælles front omkring det, og at det med Sparekassen Sjællands opbakning er lykkedes at få den scene”, siger Kenneth Nybjerg, der er næstformand i Dynamo Holbæk.

For Sparekassen Sjælland er det ønsket om at støtte og pleje unge talenter gennem lokale partnerskaber, der har gjort samarbejdet til en realitet:

”Det nye utraditionelle samarbejde mellem Musikskolen Holbæk, Dynamo Holbæk, Nybolig og Sparekassen Sjælland er spændende, fordi det giver mulighed for at sætte unge talenter i spil, som nu her på lørdag hvor store danske rocknavne gæster Holbæk” siger Jan Løve, presse- og direktionsrådgiver i Sparekassen Sjælland.

Talenter varmer op for Dizzy Mizz Lizzy
Der står Dizzy Mizz Lizzy på plakaten. Men der bliver også plads til unge, musikalske talenter på hele Holbæks nye eventplads på havnen lørdag aften 13. august, hvor talentscenen STELLA bliver indviet.

Udover de kendte navne Go Go Berlin og Dúné får talenterne Asbjørn Sundstein, Sara Paulina Jensen og bandet Telescope For The Blind mulighed for underholde publikum, inden hovednavnet går på.

Det er Musikskolen Holbæk, der præsenterer Asbjørn Sundstein, som for kort tid siden udgav en EP med egne sange, og Sara Paulina Jensen, der også har indspillet egne sange i forbindelse med projektet ”En af os”.

”Jeg håber, STELLA vil etablere sig som et samlingspunkt for unge talenter, og jeg glæder mig meget til at vise flere af musikskolens talentfulde elever frem for alle i Holbæk og omegn”, siger musikskoleleder Christian Frank.

Minthouse Talent præsenterer upcoming bandet Telescope For The Blind, hvor Eamonn Rainey er forsanger. Bandet indspillede noget af deres første musik i Mintman Studio i Regstrup.

STELLA-scenen etableres desuden i et samarbejde med Gaya Musik, der står for den tekniske afvikling, når talenterne indtager scenen lørdag 13. august kl. 18.50.

Læs flere nyheder