ADVARSEL: Telefonopkald fra IT-kriminelle, der udgiver sig for at være sparekassen

IT-kriminelle, som udgiver sig for at være fra sparekassen, ringer rundt i forsøg på at skaffe sig adgang til personlige, fortrolige oplysninger og computere.

Vi oplever desværre i øjeblikket, at personer, som udgiver sig for at være fra sparekassen, ringer rundt til både kunder og til personer, som ikke er kunder i sparekassen med påstanden om at ville hjælpe med et problem. Denne handling er del af et svindelnummer foretaget af IT-kriminelle, som udgiver sig for at være sparekassen.

Disse IT-svindlerne påstår typisk, at de vil "hjælpe" med computer eller internetmodem. De udgiver sig for at være fra sparekassens tekniske support og forsøger på den måde at skaffe sig adgang til dine oplysninger og/eller din computer.

Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at du tager dine forholdsregler, hvis du oplever at få et opkald, der handler om dette. Du må heller aldrig videregive dine personlige oplysninger som logins, NemID, CPR, kortnumre mv. som er fortrolige oplysninger, du aldrig må oplyse til andre.

Telefonnummeret kan se ud til at være korrekt!
Det særlige ved denne type IT-svindel er, at opkaldsnummeret ser ud til at være ægte. På den måde kan det korrekte telefonnummer på sparekassen fremgå på din telefons display, selvom opkaldet er et svindelnummer. 

Svindel via telefonopkald
Svindel via telefonopkald kaldes telefonspoofing, som er telefonopringninger foretaget af IT-kriminelle, der forsøger at lokke fortrolig information ud af dem, de ringer til. Det kan eksempelvis være oplysninger, som de kan bruge til at logge ind i netbank, misbruge kort eller oplysninger, som man på anden vis kan bruge til at skaffe sig adgang til overførsler eller bankkonti.