Lokal filialdirektør tilbyder pop-up-rådgivning i Morud

Filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyns filial i Odense Nord, Rasmus Grundsøe Petersen, vil gøre det nemmere for borgerne i Morud at få rådgivning.

Rasmus-Grundsøe-Petersen Filialdirektør i Odense Nord, Ramus Grundsøe Petersen.

Pop-up-rådgivning? Hvis det ikke lige lyder bekendt, er det nok, fordi pop-up-konceptet ofte forbindes med tøjbutikker og -brands og ikke bankverdenen. Men det vil Sparekassen Sjælland-Fyns filialdirektør i Odense Nord, Ramus Grundsøe Petersen, nu lave om på.

Filialdirektøren skifter en gang om ugen sin kontorstol i filialen ud med et skrivebord i Moruds nye Kontor- og Kulturfællesskab, hvor han tilbyder rådgivning alle ugens dage efter aftale og fast hver onsdag i tidsrummet 08:00-18:00.

”Pop-up-rådgivning er en mulighed for at få lokal rådgivning fysisk i Morud. Det skal være nemt og fleksibelt at få rådgivning, når det passer borgerne i Morud – fx kan man kigge forbi på vej til eller fra arbejde, og man kan aftale et bestemt tidspunkt på ugen, som passer ind i hverdagsplanerne,” forklarer Rasmus Grundsøe Petersen, som selv er bosat i Morud.

Det nye Kontor- og Kulturfællesskab åbnede den 1. marts efter en større ombygning af Moruds forsamlingshus og består af otte kontorpladser, som kan lejes.

Engagement satte skub i fællesskabet
Rasmus Grundsøe Petersen fik ideen til pop-up-rådgivning, da bestyrelsen bag fællesskabet sidste år annoncerede, at de ville ombygge det gamle forsamlingshus til et kontor- og kulturfællesskab:

”Der er ikke nogen bankfilialer i Morud, og i Sparekassen Sjælland-Fyn vil vi gerne være lokale – og med pop-up-rådgivning rykker vi rådgivningen helt tæt på borgerne i Morud,” forklarer filialdirektøren.

Sofie Hammerskov er næstformand i Kontor- og Kulturfællesskabets bestyrelse, og hun fortæller, at de er glade for, at Rasmus Grundsøe Petersen er en del af fællesskabet:

”Rasmus bliver en god sparringspartner for de erhvervsdrivende, der sidder her,” forklarer hun og tilføjer:

”Det betyder meget, at blandt andre Rasmus meldte ud, allerede før rammerne stod færdige, at han ville leje en kontorplads. Det engagement satte i gang processen og betød, at vi sagde ’Nu gør vi det’,” uddyber Sofie Hammerskov.

Et personligt bidrag til lokalområdet
Hvornår pop-up-rådgivningen slutter er endnu ikke fastlagt – det afhænger af, hvor stor interesse der er for det, fortæller Rasmus Grundsøe Petersen, der ser ideen som en mulighed for, at han personligt kan bidrage til sit lokalområde.

”At have en kontorplads i Kontor- og Kulturfællesskabet er for mig en måde at støtte fællesskabet og alle dem, der gør et kæmpe stykke arbejde med at drive det,” fortæller filialdirektøren, som selv hjælper med sparring omkring fondsansøgninger, og tilføjer afslutningsvis:

”Personligt giver det rigtig god mening, at jeg kan bidrage til Morud ved at gøre det nemmere for de lokale at få rådgivning om deres økonomi.”

Kontakt Rasmus Grundsøe Petersen for et møde