MOD STRØMMEN: Landets ældste sparekasse åbner fire nye afdelinger

Mens de store landsdækkende pengeinstitutter har lukket flere end 400 filialer siden 2011, fortsætter Sparekassen Sjælland-Fyn med at udbygge og udvikle det eksisterende filialnet.

Sparekassen Sjælland-Fyns kommende erhvervscenter og filial på Islands Brygge 43 (stueetagen i den sorte bygning til højre) bliver samlet set på 550 m2 og både erhvervskunder, privatkunder og Private Banking vil blive betjent.

I andet halvår 2017 etableres et nyt erhvervscenter og en privatkundefilial på Islands Brygge i København samt nye filialer i Helsinge og Greve. Dermed driver sparekassen 49 filialer og 4 erhvervscentre på Sjælland og Fyn.

Desuden er der fundet lokaler og personale til den allerede planlagte filialåbning i Frederiksværk, som slår dørene op i løbet af sommeren 2017, når håndværkerne er færdige.

Nyt privatkunde- og erhvervscenter i København
I København åbner sparekassen et erhvervscenter og en privatkundefilial på Islands Brygge 43 til efteråret.

Det nye erhvervscenter markerer, at sparekassen er klar med et solidt tilbud til små, mindre og mellemstore erhvervsdrivende i hovedstadsområdet, fortæller administrerende direktør Lars Petersson:

”Vi oplever en tilfredsstillende tilgang af privatkunder og stigende interesse på erhvervsområdet i sparekassens filialer i hovedstadsområdet, og etableringen af et egentligt erhvervscenter – som samtidig er tilgængelig for almindelige privatkunder og Private Banking i en tilstødende filial – er en naturlig konsekvens af en succesfuld filialekspansion de seneste år. Og med de helt rigtige lokaler på Islands Brygge 43 glæder vi os til at gøre os gældende som et stærkt lokalt alternativ til de landsdækkende banker i København også på erhvervsfronten”, fortæller administrerende direktør Lars Petersson, der endnu ikke vil løfte sløret for, hvem der skal stå i spidsen for sparekassens erhvervscenter i København.

Fortsat udvikling i Gribskov og Halsnæs Kommune med filialer i Hundested, Frederiksværk og Helsinge
Udover fortsat filialvækst i hovedstadsområdet etableres en filial i Helsinge i Gribskov Kommune, ligesom sparekassen i øvrigt åbner en ny afdeling i Frederiksværk til sommer.  

”Muligheden for at åbne filialer i Frederiksværk og Helsinge sker i kølvandet på de positive ringe, der har spredt sig i lokalområdet i forbindelse med sparekassens åbning af afdelingen i Hundested sidste år. Vi har fået mange opfordringer til at etablere os yderligere og oplever en flot lokal opbakning”, siger administrerende direktør Lars Petersson, der samtidig konstaterer, at etableringen af de to nye afdelinger i Nordsjælland afspejler sparekassens strategi om at være hele Sjællands sparekasse.

”Med de store bankers mange filiallukninger overlades de mindre lokalsamfund til sig selv. I sparekassen opretholder, udvikler og udbygger vi derimod vores eksisterende filialnet. Det har en afgørende betydning for både erhvervsliv og lokale borgere, at der findes en finansieringskilde i nærmiljøet med indsigt og beslutningskraft. Samtidig giver det også forretningsmæssigt mening for os at være til stede lokalt”, fortæller Lars Petersson.

Ny filial på vej i Greve
Senere i 2017 åbner sparekassen desuden en filial i Greve på Hundige Strandvej 197.

”Vi har kigget længe og grundigt efter det helt rigtige sted i Greve, og det har vi nu på plads. Og vi ser frem til at finde det helt rigtige hold af lokale rådgivere, der skal sætte sparekassen på kortet i området samarbejde med vores eksisterende filial i Køge”, fortæller Lars Petersson.