Sparekassen Sjælland-Fyn udnævner erhvervschef

Anders Tange, 41, udnævnes den 1. maj som erhvervschef for Sparekassen Sjælland-Fyns erhvervsaktiviteter på Sydsjælland efter flere år som souschef for selvsamme område.

Anders-Langkjær-Tange

Anders Tange fortæller, at han ser frem til at fortsætte sit arbejde med det sydsjællandske erhvervsliv:

”Jeg brænder for, at teamet og jeg giver vores kunder en oplevelse af, at vi er mere end bare et pengeinstitut. At arbejde med erhvervslivet handler i høj grad om at kunne sætte sig ind i mange forskellige brancher og situationer, at kunne håndtere de naturlige udfordringer og muligheder, som virksomheder oplever, samt at skabe individuelle løsninger – den dynamik motiverer mig,” uddyber Anders Tange, der startede sin karriere i 1998 i Skælskør Bank, som senere fusionerede med Max Bank, der blev opkøbt af Sparekassen Sjælland-Fyn i 2011.

Siden 2004 har erhverv været det karrieremæssige omdrejningspunkt for Anders Tange, mens alt med en motor – særligt hans amerikanerbil – fylder i fritiden foruden tid sammen med hans kone og parrets to børn.

Erhvervschef i en udfordret tid
Efter mange år i faget har Anders Tange et godt kendskab til erhvervslivet på Sydsjælland. Mange spændende virksomheder er de seneste år gået igennem dørene i Sparekassen Sjælland-Fyns områdecenter på Grønnegade 20 i Næstved, hvor sparekassens sydsjællandske erhvervsafdeling er placeret:

”Det sydsjællandske område byder på mange gode og veldrevne virksomheder med lokale rødder, der går mange år tilbage, og nye, blomstrende virksomheder – og det vidner om en generel positiv udvikling,” fortæller Anders Tange og tilføjer:

”Men som alle andre dele af samfundet, er erhvervslivet udfordret som følge af Covid-19. Og her er teamet og jeg selvfølgelig klar til at hjælpe nye og eksisterende kunder.”

Områdedirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Claus Andersen, fremhæver, at der netop lige nu er brug for de egenskaber, Anders Tange bidrager med:

”Anders yder sparring og er imødekommende på en faglig, professionel og hjælpsom måde, hvor kunden og de gode løsningsforslag er i centrum. Disse egenskaber – som resten af erhvervsteamet også besidder – er særligt vigtige i den tid, vi lever i nu,” forklarer Claus Andersen og tilføjer:

”Derfor er udnævnelsen en hel naturlig anerkendelse af Anders’ indsats igennem årene.”