Ny aktieanalyse: Sparekassen Sjælland-Fyn løber, mens andre står stille

I en frisk analyse af Sparekassen Sjælland-Fyns aktie konkluderer Danske Bank, at Sparekassen Sjælland-Fyn er en interessant spiller på det danske bankmarked.

Vi har fået lavet en analyse, hvor vi har bedt eksterne øjne om at vurdere Sparekassen Sjælland-Fyns aktie. I analysen udpeger Danske Bank sparekassen til at være på fremtidens vinderhold blandt de danske banker.

Den overordnede årsag til de positive konklusioner i analysen er bl.a. de resultater, der er skabt som følge af sparekassens strategi Nye Veje: ”Den ambitiøse Nye veje-strategi lanceret i 2017 har skabt stor kundetilgang, forbedret effektivitet og højere lønsomhed. Hvis ledelsen leverer, forventer vi en stigning i indtjening pr. aktie på 125 % fra 2018-2021”, fremgår det bl.a. af analysen.

Den bedst mulige bank for kunder og aktionærer
Administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson, er positiv over analysens konklusioner, som understøtter, at Nye veje er den rigtige vej at gå:

”Som en del af vores strategi har vi gennemført – og kommer også fremadrettet til at gennemføre – en række tiltag, som sikrer, at vi reducerer vores omkostninger, samtidig med at vi øger vores konkurrencedygtighed. Vores mål er at være den bedste mulige bank for både kunder og aktionærer”.

Af andre konkrete årsager til analysens konklusioner nævnes bl.a. andet sparekassens:

  • Store tilgang af kunder på 11 % i de senere år
  • Markante fysiske tilstedeværelse på Sjælland og Fyn
  • Forventede fremtidige driftsmæssige forbedringer
  • Samarbejde med bl.a. Totalkredit, der er blandt de stærke spillere på realkreditmarkedet
  • Lav risikoprofil og høj egenkapitalforretning.

Læs hele analysen her