Danmarkspremiere på møntrullemaskine i sparekassen i Hundested

Det er ikke kun film, teaterstykker og biler, der oplever at have danmarkspremiere. I sparekassens filial i Hundested har de første erhvervskunder netop betjent sig selv ved Danmarks første møntrullemaskine med kortterminal.

Foto: (Fra venstre) Kunderådgiver Janni Hansen, kunderådgiver Jakob Holte Wietz og souschef Irene Nielsen

Den nye møntrullemaskine i filialen i Hundested skal gøre det nemmere for det lokale erhvervsliv i Hundested og Frederiksværk at drive forretning, idet sparekassens kunder nu kan få fat i møntruller på alle tider af døgnet.

Møntrullemaskiner er i sig selv ikke en ny opfindelse, men den store forskel mellem traditionelle maskiner og sparekassens nye er muligheden for selv at hente møntruller, præcis når det passer kunden, fortæller filialdirektør i Hundested-afdelingen, Lars Blickfeldt:

”Sparekassens nye møntrullemaskine er den første i Danmark, der er etableret med en kortterminal, som gør det muligt for kunder at betjene sig selv via deres betalingskort. Maskinen er installeret i filialens lobby og kan derfor benyttes døgnet rundt.”

Møntrullemaskinen kan bruges både af sparekassens privat- og erhvervskunder,

men det er primært foreninger og forretningsdrivende, der vil få gavn af maskinen. Før har forretningsdrivende i Hundested og Frederiksværk skullet bestille møntruller i filialerne til senere afhentning, men det er med andre ord fortid nu, og netop muligheden for selvbetjening giver kunderne mere frihed og fleksibilitet, tilføjer filialdirektøren:

”Vores erhvervskunder behøver ikke længere at have en større møntbeholdning liggende – nu kan de købe og hente mønter efter behov uden at skulle bestille først. Vi oplever allerede, at kunderne er begejstrede for maskinen, da de sparer både tid og transport.”

Hundested har ikke haft et lokalt pengeinstitut siden 2014, men 10. december 2016 åbnede Sparekassen Sjælland-Fyn en afdeling, hvor selvbetjeningsløsninger kan benyttes døgnet rundt i filialens lobby. Her er der hæveautomat, møntoptællingsmaskine, mulighed for at veksle valuta og nu også en møntrullemaskine.

Hvad er en møntrullemaskine?

En møntrullemaskine udbetaler mønter sorteret og samlet i ruller, som eksempelvis anvendes som byttepenge i forretningers kassebeholdninger.