Tjek forsikringen, inden du udlejer din bolig

Overvejer du ligesom mange andre danskere at udleje din bolig hen over sommeren? Så husk at tjekke, hvordan dine forsikringer dækker, hvis uheldet skulle være ude.

taget af et sommerhus bag buske

De seneste år har stadig flere danskere benyttet muligheden for at udleje deres fritids- eller privatbolig, mens de selv er på ferie. Inden du eventuelt kaster dig over den private udlejning, bør du undersøge, hvordan dine forsikringer dækker, hvis der for eksempel sker skader på din bolig under udlejningen.

Fire gode råd til dig, som overvejer at leje din bolig ud

  1. Tjek, hvordan din egen forsikring dækker, hvis der skulle ske skader på din bolig eller dit inventar forårsaget af lejere.
  2. Undersøg nøje udlejningstjenestens garantier og forsikringer – der er meget stor forskel på, hvad de tilbyder som tillæg til din egen forsikring.
  3. Spørg ind til dem, der ønsker at leje din bolig. Hvem er de, hvilken rejse er de på osv. Så får du et bedre billede af, hvem du udlejer din bolig til.
  4. Pak dine værdigenstande væk – både ting af stor affektionsværdi samt kontanter, smykker, kunst osv., der hverken dækkes af indboforsikringen eller af forsikringer tegnet af udlejningstjenesterne.

Det bliver stadig mere og mere populært at udleje sin bolig, når man selv er væk fra hjemmet - og derfor lyder rådet, at du bør tjekke dine forsikringer og garantier grundigt, inden du åbner dit hjem for logerende gæster.

Læs mere om dine forsikringsmuligheder.

”Som udgangspunkt dækker din egen indboforsikring som normalt, hvis der for eksempel er brand, sker vandskader, eller der er indbrud, mens din bolig er lejet ud. Men hvis det er din lejer, der er skyld i skaderne, ødelægger noget eller har stjålet noget fra din bolig, så dækker indboforsikringen oftest ikke”, fortæller forsikringschef i sparekassen Palle Larsen.

Vær opmærksom på udlejningstjenesternes garantier
Der er mange, der vælger at udleje deres bolig gennem udlejningstjenester som Airbnb og Wimdu, og som tilkøber særlige ’værtsgarantier’, der dækker skader under udlejning op til et vist beløb. Også her skal man være opmærksom, da de ikke altid dækker eksempelvis tyveri af værdipapirer, smykker og kunst.

”Man bør nøje undersøge, hvilke garantier og forsikringer de enkelte udlejningstjenester tilbyder, da der ikke gælder bestemte regler for området. Det betyder, at der er stor forskel udlejningstjenesterne imellem”, siger Palle Larsen.

Tegn forsikringer gennem sparekassen
Sparekassen har et samarbejde med Købstædernes Forsikring, som betyder, at du som privatkunde kan tegne dine forsikringer i din lokale sparekasse-filial. Sparekassen tager sig af selve tegningen, og Købstædernes Forsikring ordner skadebehandlingen og alt det forsikringstekniske.

Kig forbi din lokale filial og hør mere. Du er også meget velkommen til at ringe eller sende en mail. Du finder kontaktoplysningerne til din lokale filial via knappen:

Find filial