Coronavirussen sætter ikke kun det danske sundhedsvæsen, men også den danske økonomi og de danske virksomheder, under pres.
Væksten og udsigterne til den fremtidige vækst i dansk økonomi må forventes at blive nedjusteret. De danske virksomheder, som udgør rygraden i dansk økonomi, forventes at få likviditetsmæssige udfordringer i forskelligt omfang, hvor nogen brancher bliver ramt hårdere end andre. Og mange private husstande oplever også af den grund stor usikkerhed: Mister jeg mit job? Og kan vi så betale vores regninger?
Vi er klar til at hjælpe
I Sparekassen Sjælland-Fyn tager vi situationen alvorligt og er meget bevidste om, at vi har et stort ansvar over for vores kunder og det samfund, vi er en del af.
”Regeringen er klar med hjælp i form af en række hjælpepakker til både virksomheder og lønmodtagere. De tiltag støtter vi også op om i sparekassen. Af samme grund vil vi gerne sende et tydeligt budskab til vores privat- og erhvervskunder: Hvis du får økonomiske udfordringer på grund af coronavirussen, så kontakt os for en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig,” fortæller administrerende direktør Lars Petersson.
Individuelle situationer kræver individuelle løsninger
Som i vores almindelige daglige rådgivning af vores kunder, tager vi afsæt i en individuel vurdering af den enkelte kundes behov og situation – på den måde sikrer vi vores kunder den bedst mulige løsning i den nuværende svære situation, hvor ingen af os ved, hvad fremtiden bringer.
Nogle af de løsninger, vi kan tilbyde er f.eks.:
- en udvidet kredit
- ydelsesoverspring, hvor du i en periode kan undlade at betale af på dine lån i sparekassen
- mulighed for i en periode at blive fritaget for at betale ydelse, hvis du som erhvervskunde har leasingaftaler via vores leasingselskab Leasing Fyn.
Samtidig har vi sikret, at vores rådgivere har beslutningskraften til at agere hurtigt, når du har brug for hjælp.
Der er behov for hurtig handling – og vi er klar til at hjælpe!
Vi vil gerne gøre vores for, at vores kunder føler sig hjulpet og trygge i den nuværende situation. Vi er allerede i gang med at ringe til en masse af vores kunder, men kom os også gerne i forkøbet, hvis du står med en akut problemstilling eller snart kommer det.