Søg om tidlig pension fra august 2021

Tidlig pension eller Arne-pensionen, som den også kaldes, giver dig mulighed for at gå tidligere på pension, hvis du har haft et langt arbejdsliv. Du kan ansøge om retten til dette fra den 1. august 2021.

Ældre ægtepar der ser på en tablet

Er du fyldt 61 år, og har du tilbragt mange år på arbejdsmarkedet, kan du fra den 1. august 2021 søge om at få ret til at gå på tidlig pension. Får du ret til tidlig pension, kan du stoppe med at arbejde op til 3 år før, du ellers ville kunne gå på folkepension.

Hvad skal der til for at kunne gå på tidlig pension?

Det er antallet af år, du har været tilknyttet arbejdsmarkedet, når du fylder 61 år, der (frem til 2026) afgør, om du kan få tidlig pension. Har du været på barsel eller modtaget syge- eller arbejdsløshedsdagpenge, så tæller de perioder også med.

Du optjener anciennitet fra din tid på arbejdsmarkedet fra din 16 års fødselsdag og frem til det tidspunkt, hvor din anciennitet bliver opgjort.

Selvom du bliver tildelt tidlig pension, er det blot en ret, men ikke en pligt, du skal overholde. Du ”mister” derfor ikke noget ved at ansøge om retten til tidlig pension, uanset om du vælger at benytte din ret eller ej.

Læs mere om tidlig pension på borger.dk

Send din ansøgning så hurtigt som muligt

Da sagsbehandlingstiden kan blive lang, og du måske selv skal hjælpe med at indhente den nødvendige dokumentation, anbefaler vi, at du sender din ansøgning så hurtigt som muligt.
Du sender din ansøgning via Udbetaling Danmarks hjemmeside.


Ansøg nu

Efterløn og tidlig pension

Har du indbetalt efterlønsbidrag, og har du ikke tidligere valgt at få bidragene udbetalt, får du nu igen mulighed for at melde dig ud af efterlønsordningen og få dine indbetalte bidrag udbetalt kontant og skattefrit. Det sker i henhold til den nye mulighed for skattefri udmeldelse af efterlønsordningen i perioden fra den 1. januar 2022 til den 30. juni 2022. Det gælder for personer, der pr. den 1. januar 2022 endnu ikke har nået efterlønsalderen.


Du kan anmode om udbetaling hos din a-kasse fra den 1. januar 2022.

Hvis du både er berettiget til efterløn og tidlig pension, skal du vælge en af ydelserne, da du ikke har mulighed for at få udbetalt begge dele samtidigt.

Vælger du at få udbetalt dit efterlønsbidrag kontant og skattefrit i 2022, kan du komme til at stå i den situation, at du ikke har afklaring på, hvorvidt du har ret til tidlig pension, inden fristen for skattefri udbetaling af efterlønsbidrag udløber den 30. juni 2022.

Læs mere om pension og pensionsopsparing