Sjællands Udviklingsalliance indgår partnerskab med AP Pension

Indsatsen for at sikre den fortsatte udvikling af Region Sjælland har fået ekstra luft under vingerne via et nyt stærkt partnerskab mellem Sjællands Udviklingsalliance og AP Pension.

Sjællands Udviklingsalliance indgår partnerskab med AP Pension

I 2019 indgik Sparekassen Sjælland-Fyn et samarbejde med Region Sjælland om at etablere Sjællands Udviklingsalliance. Alliancens formål er at samle gode kræfter på tværs af offentlige institutioner, private virksomheder, brancher og sektorer for at forløse det store potentiale, der er for Region Sjælland.

Målsætning om 1 milliard til udvikling bliver nu indfriet
Fra start har Sjællands Udviklingsalliance haft en målsætning om at tiltrække 1 milliard kroner til finansiering af projekter, som - helt i tråd med sparekassens vision og værdisæt - skal udvikle byer og lokalsamfund i regionen, så området også i fremtiden er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed.

Det er derfor en stor glæde, at den målsætning nu bliver indfriet med AP Pension som ny partner.

”Jeg ser et kæmpe potentiale for udviklingen på Sjælland, Lolland, Falster og øerne. Med alliancen sætter vi turbo på udviklingen og skaber en reel positiv forandring for regionen og dens borgere. Vi vil hjælpe med at bygge bro mellem de gode projekter, der allerede findes, og den risikovillige kapital, der er behov for. AP Pensions tilsagn om at være med som partner i Sjællands Udviklingsalliance er derfor meget glædeligt og anerkender værdien af vores samarbejde,” fortæller administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson.

Investeringer kan nå endnu bredere ud via det nye partnerskab
Også hos AP Pension er der begejstring for det nye samarbejde, der giver mulighed for at nå endnu bredere ud med de investeringer, som pensionsselskabet allerede har sat i gang i regionen.

”Vi har gennem AP Ejendomme allerede foretaget betydelige investeringer i Holbæk, og er på vej i Kalundborg. Sjællands Udviklingsalliance giver os mulighed for hurtigere og med flere og større investeringer at komme ud i hele Region Sjælland. Vi er klar med investeringer i ejendomme, projekter i Offentlige Private Partnerskaber og etablering af seniorboliger,” siger Bo Normann Rasmussen, administrerende direktør i AP Pension.

Udover AP Pension slutter Impagt Invest Sjælland, som sparekassen har etableret sammen med Andel, og Fonden Spring Nordic, som i forvejen er en del af Impagt Invest Sjælland, sig også til udviklingsalliancen.

Læs mere på Sjællands Udviklingsalliances hjemmeside på www.sjua.dk.