Historisk godt regnskab fra Sparekassen Sjælland-Fyn

Med et overskud før skat på 531,0 mio. kr. i 2021 leverer Sparekassen Sjælland-Fyn det hidtil bedste resultat i sparekassens historie. Efter skat udgør resultatet 443,5 mio. kr., hvilket forrenter primo egenkapitalen med 13,1 pct. Resultatet afspejler den 4-årige rejse, sparekassen har været på med strategiplanen Nye Veje, hvor en række strategiske initiativer bl.a. har løftet basisindtjeningen til et permanent højere niveau.

Solnedgang over Holbæk Havn

Se selskabsmeddelelse nr. 5/2022
Se årsrapport 2021

Det historisk flotte resultat betyder bl.a., at sparekassen indstiller til, at der udbetales et historisk højt udbytte til sparekassens aktionærer i form af 6 kr. pr. aktie. Dette vedtages endeligt ved sparekassens generalforsamling, som afholdes den 10. marts 2022.

Højt aktivitetsniveau og øget forretningsomfang
Resultatet for 2021 vidner bl.a. om fortsat stor aktivitet på boligområdet, et øget forretningsomfang med både nye og eksisterende privat- og erhvervskunder samt den succesfulde eksekvering af en række effektiviserings- og optimeringstiltag.

”Sparekassen har som den øvrige sektor bl.a. været begunstiget af en høj aktivitet på boligområdet. Vi har set en udflytning fra de større byer til de mindre lokalområder på både Sjælland og Fyn, og det har passet godt til vores forretningsmodel, hvor vi netop vægter den lokale tilstedeværelse højt. Tilsvarende har vi bl.a. styrket erhvervsbenet i vores forretning og budt stadig flere både mindre og større erhvervskunder velkommen i sparekassen,” lyder det fra Lars Petersson, administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, som tilføjer:

”Mange af både vores privat- og erhvervskunder anbefaler os til andre. Det er særligt vores korte beslutningsveje, der vægtes højt. Det afspejler sig i en øget efterspørgsel, som vi selvfølgelig forsøger at imødekomme bedst muligt.”

Sparekassen har øget den samlede formidling af realkreditlån til
Totalkredit – til finansiering af privatboliger – og til DLR Kredit – til finansiering af landbrugs- og erhvervsejendomme – med samlet 3,5 mia. kr. i 2021, svarende til 8 pct. Sparekassens samlede realkreditformidling har herved rundet en samlet sum på 47,6 mia. kr.

Nye Veje har ført til en styrket sparekasse
Netop de korte beslutningsveje har været ét af flere fokusområder i sparekassens strategi Nye Veje, som blev lanceret i 2017, og som sparekassen nu ser de positive effekter af. Med 7 spor og 4 ambitiøse økonomiske målsætninger er det blandt andet lykkes at styrke sparekassens position som erhvervs-sparekasse og med at optimere processer, som har frigivet tid til sparekassens vigtigste interessenter: kunderne.

”Vi er meget glade, men også ydmyge over det flotte resultat, vi leverer for 2021. Det afspejler, at vi helt grundlæggende er lykkes med at udleve de målsætninger, vi satte os for tilbage i 2017. Vi har sænket vores omkostningsniveau, samtidigt med at vi har investeret i bl.a. ny teknologi, nye processer og ny viden. Summen er, at vi har øget effektiviteten, er blevet mere konkurrencedygtige, og at hver medarbejder i dag løfter et større forretningsomfang end tidligere. Det er særdeles positivt,” lyder det fra administrerende direktør Lars Petersson.

Sparekassens samlede omkostninger til personale og administration samt af- og nedskrivninger på aktiver falder i 2021 med 36,2 mio. kr., svarende til 5 pct., mens volumen i forretningsomfang pr. medarbejder samlet er vokset med 41 pct. i perioden fra 2017 til 2021.

Sparekassens medarbejdere har gjort forskellen
Lars Petersson er ikke sen til at fremhæve medarbejderne som den afgørende faktor for de resultater, sparekassen har opnået.

”Sparekassen står stærkere end nogensinde og er et bevis på, at man kan drive en formålsdreven børsnoteret virksomhed både lønsomt og konkurrencedygtigt. Vi har forbedret vores nøgletal og ikke mindst udviklet os som virksomhed. Af samme grund skal der lyde en stor tak til sparekassens kunder og aktionærer for opbakningen, men i særdeleshed også til sparekassens medarbejdere. De udgør kernen i sparekassen og det er dem, som hver dag omsætter ordene i vores strategi til handling. Uden dem ville sparekassen ikke være, hvor den er i dag,” uddyber administrerende direktør Lars Petersson.

Sparekassen præsenterer sin nye strategi for den kommende strategiperiode ved udgangen af april 2022, mens forventningerne til årets resultat for 2022 ligger i niveauet af 385-510 mio. kr. før skat.

De væsentligste resultater for 2021:

  • Netto rente- og gebyrindtægterne stiger 6 pct.
  • Omkostningsniveauet falder 5 pct.
  • Basisindtjeningen stiger 29 pct.
  • Primo egenkapitalen forrentes svarende til 13,1 pct. p.a. efter skat
  • Kapitalprocenten stiger til 23,3 pct.
  • Aktiekursen stiger 83 pct.
  • Det indstilles til, at der udbetales 6 kr. i udbytte pr. aktie
  • Forventningerne til året resultatet for 2022 ligger i niveauet 385-510 mio. kr. før skat.

Kontaktinformation
For yderligere information kontakt Morten Huse Eikrem-Jeppesen på mobil: 53 85 07 70.