Logo
Nyheder

8 gode råd til din årsopgørelse

5. March 2024

Nu har du officielt fået adgang til din årsopgørelse for 2023 via tast selv på skat.dk. Det er vigtigt, at du husker at tjekke, om du har fået alle de relevante fradrag med i årsopgørelsen – det kan være, at du har penge til gode. Nedenfor giver vi dig nogle gode råd til, hvad du skal være opmærksom på i forhold til din årsopgørelse.

Familie der tjekker årsopgørelsen for 2023

Mandag den 11. marts 2024 blev spændingen udløst, og du har nu mulighed for at se, om du er én af dem, der i år skal have penge tilbage i skat, eller om du har betalt for lidt i skat sidste år og skal betale penge tilbage.

Husk, at det er dit eget ansvar, at du får alle tal med på årsopgørelsen for 2023. Hvis du overser en fradragsmulighed pga. glemsomhed eller manglende viden, har du ingen mulighed for at indberette det på bagkant, hvis fristen er forældet.

Her får du 8 gode råd til, hvad du skal holde særligt godt øje med:

  1. Husk kørslen til og fra arbejde.

  2. Træk bidrag til velgørenhed fra i skat.

  3. Registrer servicefradraget.

  4. Husk at ændre, hvis du har købt eller solgt en bolig i 2023.

  5. Få styr på, hvornår du eventuelt får overskydende skat udbetalt.

  6. Tjek op på, hvad du gør, hvis du skal betale restskat.

  7. Få overblik over alle fradrag på SKATs hjemmeside.

  8. Tjek og tilpas din forskudsopgørelse for 2024.

1. Husk kørslen til og fra arbejde

Du kan få befordringsfradrag, uanset om du kører i bil, bus, tog eller på cykel. Hvis du har længere end 12 km mellem din bopæl og din arbejdsplads, kan du reducere din skat markant ved at indberette det til SKAT. Husk, at du ikke kan få kørselsfradrag for de dage, du har arbejdet hjemme i løbet af året, eller hvis du fx er syg eller holder ferie. Hvis du er en af dem, der har arbejdet mere hjemmefra, end du først havde antaget, kan det være, at der måske venter dig et lille skattesmæk.

2. Træk bidrag til velgørenhed fra i skat

Hvis du har indbetalt til et velgørende formål som fx Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse eller en anden velgørende organisation i 2023, får du fradrag på op til 17.700 kroner. Mange organisationer indberetter selv dine bidrag til SKAT, men tjek alligevel efter på årsopgørelsen for en sikkerheds skyld.

Fradragets værdi er ca. 26 %, så hvis du giver 100 kr., sparer du ca. 26 kr. i skat.

3. Registrer servicefradraget

Hvis du i 2023 fx har fået hjælp til rengøringen, er det vigtigt at huske, at du kan få fradrag for udvalgte serviceydelser, der er udført i hjemmet eller fritidsboligen – som fx rengøring, børnepasning og havearbejde.

Servicefradraget var i 2023 6.600 kr. pr. person. Servicefradragets værdi er ca. 26 %. Hvis du har betalt 1.000 kr. for en serviceydelse, sparer du ca. 260 kr. i skat. Bemærk, at det kun er arbejdslønnen, du kan trække fra. 

4. Husk at ændre, hvis du har købt eller solgt en bolig i 2023

Hvis du har købt en ny bolig i 2023 beregnes ejendomsværdiskatten som udgangspunkt ud fra overtagelsesdatoen. Men hvis du først er flyttet ind senere, skal du betale skat fra indflytningstidspunktet, og derfor er det vigtigt, at du registrer det, så du ikke betaler for meget i skat. Det samme gør sig gældende, hvis du har solgt en bolig og er flyttet ud før overtagelsesdatoen.

5. Få styr på, hvornår du eventuelt får overskydende skat udbetalt

Hvis du skal have penge tilbage, kan du glæde dig til, at de bliver udbetalt til din NemKonto den 12. april 2024. Og måske kan du allerede nu drømme lidt om, hvad pengene skal bruges til.

6. Tjek op på, hvad du gør, hvis du skal betale restskat

Hvis du skal betale skat tilbage for 2023, er der flere muligheder:

  • Hvis du har mulighed for at betale pengene til skat hurtigst muligt, er det bedst, så du slipper for at betale for meget i renter. Renterne tæller nemlig allerede fra 1. januar 2024, altså før, du overhovedet har set årsopgørelsen fra skat og ved, om du skal betale restskat eller ej. Du betaler en rente på 5,5 % fra 1. januar 2024, og efter 1. juli betaler du et rentetillæg på 7,5 %. Du betaler altså mindre i renter, jo hurtigere du betaler.
  • Hvis du skylder under 23.973 kr. og vælger ikke at betale pengene, så overføres de automatisk til næste års regnskab (plus rentetillæg).
  • Hvis du skylder over 23.973 kr., så skal du betale beløbet over de 23.973 kr. i 2024. Skattestyrelsen vil opkræve pengene i tre rater i august, september og oktober.

Læs mere om betaling af restskat

7. Få overblik over alle fradrag på SKATs hjemmeside

SKATs hjemmeside  kan du finde en omfattende gennemgang af de fradrag, der gælder – lige fra de mere almindelige fradrag for renteudgifter, kørselsudgifter, A-kasse-bidrag og beskæftigelsesfradrag til de mere specielle som fradrag, hvis man er dagplejer, har øvrige lønmodtagerudgifter eller betaler børnebidrag.

Ved at gå listen med fradrag igennem på SKATs hjemmeside, kan du sikre dig, at du ikke har overset et eller flere fradrag. Du kan også finde dine fradrag ved at prøve fradragsvejlederen, der er særligt målrettet til lønmodtagere, som SKAT stiller til rådighed på deres hjemmeside.

8. Tjek og tilpas din forskudsopgørelse for 2024

Når du allerede er logget på skat.dk, kan du med fordel tjekke din forskudsopgørelse og sikre dig, at tallene stemmer. Det er vigtigt, at du tilpasser din forskudsopgørelse, hvis der sker ændringer i dit liv, som har betydning for din skat. Hvis du fx får et nyt job og går op eller ned i løn, køber en ny bolig, får omlagt et lån, får et barn m.m., skal du tilpasse din forskudsopgørelse til din nye situation. Bemærk, at forskudsopgørelsen er beregnet ud fra årsopgørelsen i 2022. Hvis du fx har fået en lønstigning i 2023, vil den derfor ikke automatisk være med i din forskudsopgørelse for 2024.

Hvis du desuden skal betale restskat for 2023, er det en god ide at kaste et blik på tallene for 2024 – så du undgår at få en regning igen næste år.

Fra januar 2024 betaler du nu løbende din ejendomsskat og grundskyld via SKAT, og derfor skal du regne med, at dit fradrag er mindre, og du dermed vil få mindre udbetalt, end du er vant til. Du slipper i stedet for at betale den halvårlige regning til kommunen, og derfor kan det være, at du også skal justere din budgetkonto. 

Hvornår kan du se din årsopgørelse fra skat for 2023?

Du kan allerede se din årsopgørelse for 2023 den 11. marts 2024 - oftest åbner SKAT for adgangen via tast selv nogle dage før. Det er også vigtigt at holde øje med en række andre datoer, som vi har listet nedenfor.

Hvornår får man penge tilbage i skat for 2023? - og alle de andre vigtige datoer:

Hvornår får du udbetalt for meget indbetalt skat?12. april 2024
Hvornår er der deadline for at rette din årsopgørelse?1. maj 2024
Hvornår er sidste frist for indbetaling af restskat - hvis du vil undgå tillæg?1. juli 2024
Hvornår er forskudsopgørelsen for 2025 er klar?November 2024
Hvornår er sidste frist for indbetaling på pensionsordninger med fradrag i 2024?30. december 2024

Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp

Vi står klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå din årsopgørelse. Tøv derfor ikke med at kontakte os allerede i dag.