Væksten fortsætter, og udlånskvaliteten stiger i Sparekassen Sjælland-Fyn

Både udlåns- og indlånsvæksten vokser i Sparekassen Sjælland-Fyn. Samtidig er kvaliteten af udlån forbedret betydeligt gennem de seneste år.

Se selskabsmeddelelse nr. 19/2018

Se kvartalsrapport

Det fremgår af regnskabet for 3. kvartal i år. Tallene glæder administrerende direktør Lars Petersson.

”Når vi ser på den såkaldte bonitet i vores udlån, så har vi forbedret den markant gennem de seneste år. Boniteten er et udtryk for, hvor solide vores kunder og dermed Sparekassen Sjælland-Fyn er. Vi kan konstatere, at vores fundament er blevet langt mere solidt, og nedskrivningerne i Sparekassen Sjælland-Fyn er historisk lave. Ved udgangen af 3. kvartal udgjorde nedskrivningerne kun 10,9 mio. kr.,” siger Lars Petersson.

Han glæder sig samtidig over den fortsatte vækst.

”Væksten i Sparekassen Sjælland-Fyn er et udtryk for, at økonomien i de områder, hvor vi driver pengeinstitut, har det godt. Samtidig har vi en klar oplevelse af, at rigtig mange private kunder og erhvervskunder værdsætter, at vi er et lokalt pengeinstitut, som er til stede med både filialer og kompetente medarbejdere i lokalområdet. Jeg vil gerne kvittere for den tillid, der ligger i, at vores kunder – nye såvel som eksisterende – udvider deres engagementer hos os,” siger Lars Petersson.

Væksten i udlån kan opgøres til 5,7 %, mens indlån stiger 8,1 %. Sparekassen Sjælland-Fyns samlede forretningsomfang udgør 35,7 mia. kr. mod 33,7 mia. kr. på samme tidspunkt sidste år.

Netto rente- og gebyrindtægter udgør 752,2 mio. kr. og ligger på niveau med samme periode sidste år.

Af kvartalsregnskabet fremgår det samtidig, at Sparekassen Sjælland-Fyns resultat efter skat efter 3. kvartal er på 174 mio. kr. mod 205 mio. kr. i samme periode sidste år. Lars Petersson forklarer blandt andet dette med, at udgifterne til personale og administration i de tre første kvartaler er steget fra 504 mio. kr. sidste år til 546 mio. kr. i år.

”Vi har en klar målsætning om, at de samlede omkostninger topper i år. Det har været en hel bevidst strategi, at vi har styrket vores lokale tilstedeværelse, ligesom vi har brugt relativt mange ressourcer på at sikre, at Sparekassen Sjælland-Fyn er helt på omgangshøjde, når det handler om at have tidssvarende digitale løsninger til vores kunder,” siger Lars Petersson.

Han forklarer, at alle pejlemærker i Finanstilsynets tilsynsdiamant overholdes med stor margin.

”Det er vigtigt for os, at vores vækst og hele vores grundlag for at drive Sparekassen Sjælland-Fyn sker på et sikkert og ansvarligt grundlag. Vi tillader os så at sige at gå med både livrem og seler,” siger Lars Petersson.
Han understreger, at de forventninger til hele året, som blev opjusteret i marts måned, fastholdes.

For yderligere oplysninger kontakt Morten Huse Eikrem-Jeppesen, mobil 53 85 07 70.