KVARTALSREGNSKAB: Solidt overskud, historisk fremgang, nye veje og mål

Med afsæt i en meget tilfredsstillende udvikling i årets første tre kvartaler har sparekassen besluttet at lancere en ny dynamisk strategi ”Nye veje”. Samtidig lægger sparekassens bestyrelse op til en styrkelse af kapitalstrukturen bl.a. ved en aktieemission i 2018 med indbygget fordel for nuværende aktionærer.

Foto: Administrerende direktør Lars Petersson

Meget tilfredsstillende indtjening og faldende nedskrivninger
Resultatet for 3. kvartal stiger meget tilfredsstillende med 28 % til 204,6 mio. Samtidig præciseres basisindtjeningen til niveauet 310-330 mio. for hele 2017, og nedskrivninger og tab for hele året reduceres igen til nu maksimalt 35 mio. kr. Med en vækst i udlån på mere end 13 % præsterer sparekassen dermed endnu et historisk solidt kvartal.

”Nye veje – det gælder om at holde sammen”
Sparekassen har succes med sin særlige forretningsmodel og filialstrategi, hvor vi har valgt at styrke vores filialer, etablere nye og ikke lukke en eneste filial. Lokalsamfundene kan stole på, at den lokale sparekasse bliver i byen, og at vi etablerer nye filialer – også i mindre lokalsamfund. Denne strategi betyder, at vi tidligere på året rundede 150.000 kunder, og det forventes, at vi inden for en overskuelig tid runder 160.000 kunder. Derfor skal sparekassen fortsat udvikles, hvis vi skal fortsætte med at bidrage til udviklingen i lokalsamfundene på Sjælland og Fyn. På den baggrund lancerer sparekassen en 4-årig strategi: ”Nye veje – det gælder om at holde sammen”.

Øget effektivitet og robust fundament
Strategien ”Nye veje” betyder, at sparekassen styrker tre områder: privat, erhverv og formue. Den finansielle målsætning indeholder 4 fixpunkter: Øget effektivitet, solid rentabilitet, høj indtjening pr. omkostningskrone og et robust fundament samtidig med, at sparekassen fastholder og udvikler filialnettet.

”Dermed ikke sagt, at vi forlader vores værdigrundlag. Sparekassens formål handler fortsat om mere og andet end at skabe profit. Vores historiske samfundsansvar handler også om, at vores kunder kommer før den sidst indtjente krone på bundlinjen, og at sparekassen drives som et fællesskab. En af grundene til, at vi blev en af krisens vindere, var netop at vi holdt fast i vores værdier og gik vores egne veje som et stærkt lokalt alternativ til de store landsdækkende banker, og det fortsætter. Det gælder om at holde sammen,” understreger administrerende direktør Lars Petersson.

4 erhvervscentre
3. november åbnede sparekassen sin nye filial og nye store erhvervscenter på Islands Brygge. Dermed driver sparekassen 47 filialer og 4 erhvervscentre. Med åbningen af et erhvervscenter i hovedstaden er sparekassen i høj grad et oplagt valg for især mindre og mellemstore virksomheder i hele vores geografi, med de 4 erhvervscentre placeret i Holbæk, Næstved, Odense og København.

Lokale og digitale
”Nye veje” betyder også fokus på yderligere digitalisering og FinTech, så sparekassen udvikler i løbet af de kommende år et stærkt og konkurrencedygtigt digitalt tilbud til kunder over hele landet.

”Det betyder ikke, at vi kaster alt over bord til fordel for robotter og kunstig intelligens. Vi vil arbejde sammen med alle, der arbejder på holde sammen på lokalsamfundene i Kerteminde, på Islands Brygge, hovedstaden i øvrigt samt Sjælland og Fyn, men den digitale dimension vil få et betydeligt boost, og vi er dermed både lokale og digitale,” siger administrerende direktør Lars Petersson.

Aktieemission 2018
For at sikre kapitalgrundlaget til sparekassens offensive strategi gennemføres i foråret 2018 en kapitaludvidelse, der skal tilføre sparekassen 400-450 mio. kr.

Kapitaludvidelsen gennemføres som en emission med fortegningsret, hvor sparekassens nuværende aktionærer får fortrinsret til at tegne nye aktier på favorable vilkår. Samtidig optimerer sparekassen sin kapitalstruktur ved at omlægge lån til en forventet nedsat rente. Det vil medføre en betydelig milliongevinst til gavn og glæde for sparekassen og aktionærerne. Den forventede gevinst er i niveauet 30 mio. kr. med fuld effekt fra og med 2019. Kapitaludvidelsen sikrer desuden, at sparekassen lever op til de skærpede krav, myndighederne generelt stiller til pengeinstitutternes robusthed.

Læs sparekassens kvartalsrapport
Læs selskabsmeddelelse - periodemeddelelse
Læs selskabsmeddelelse - fremtidssikring kapitalstruktur
Læs mere om sparekassens nye strategi

Kontakt
Presse- og direktionsrådgiver i Sparekassen Sjælland-Fyn Jan Løve, tlf. 40 10 76 44