Større fleksibilitet og sikkerhed med Visa/Dankort

Fremover vælger du selv, om du vil betale med Dankort- eller Visa-delen af dit kort, når du bruger dit Dankort. I november 2016 lancerer vi desuden en ny løsning, der øger din sikkerhed, når du betaler med dit Dankort eller Visa/Dankort på nettet.

Vælg selv, når du bruger dit Visa/Dankort
Fra 9. juni vælger du selv, om du vil betale med Dankort- eller Visa-delen af dit Visa/Dankort, hvis kortet er kontaktløst (det er det, hvis der er fire små buer til højre på forsiden af kortet).

Handler du i fysiske butikker, kan du i terminalen selv vælge, hvilken del af kortet du ønsker at bruge. Har butikken valgt ikke at tage imod eksempelvis Visa-kort, har du dog ikke mulighed for at bruge Visa-delen af dit Visa/Dankort.

Når du handler på nettet, kan du klikke på henholdsvis Visa- eller Dankort-logoet for at vælge.

Hvad skal du være opmærksom på?
Det kan være en fordel at betale med Visa-delen af dit kort, fordi det i nogle tilfælde giver dig mulighed for efterfølgende at gøre indsigelse mod en betaling – eksempel hvis du opdager en betaling på dit kort, du ikke vil godkende.

I en periode på 30 dage kan du betale op til 25.000 kr. i alt med Visa-delen af dit kort. Hvis du ved, du skal til udlandet - hvor du skal bruge Visa-delen af dit kort  - kan du derfor i tiden op til med fordel sørge for at bruge Dankort-delen af dit kort, hvor der ikke er en beløbsgrænse. Så ved du, at du har mulighed for at bruge op til de 25.000 kr., når du betaler i udlandet.  

I fysiske butikker i Danmark betaler du ikke kortgebyr. Handler du på nettet kan du opleve, at de trækker et gebyr. Det må de gerne - dog må gebyret aldrig være højere end den udgift, netbutikken selv betaler til betalingsformidleren, der gennemfører betalingen.

Øget sikkerhed når du handler på nettet
Tilmelder du dig Dankort Secured by Nets skal du ved køb over 450 kr. på nettet – udover de sædvanlige kortoplysninger – bruge en kode, som du modtager på sms.

Ved tilmeldingen skal du bruge dit mobilnummer og dit kortnummer samt – af sikkerhedsmæssige årsager – NemID. Har du flere Dankort, skal du tilmelde alle de kort, du bruger til nethandel.

Vær opmærksom på, at hvis du har tilmeldt Visa-delen på dit Visa/Dankort til Verified by Visa, er dit Dankort automatisk tilmeldt. 

Tilmeld dit Visa/Dankort, Dankort eller Mastercard

Se de nye kortregler.
Læs mere om de nye EU-regler.

Eller kontakt din lokale filial, hvis du vil have et eksemplar udleveret.

Hvis du har spørgsmål om de nye muligheder eller om betalingskort generelt, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.

Sammenlign og bestil betalingskort.