Reception i Høng: ”Vi er, og vi bliver”

Den nye filialdirektør Flemming Andersen (th.) og souschef Rikke Almsgaard (tv.) bød gæsterne velkommen til reception.

Flemming Andersen er ny filialdirektør i sparekassens lokale filial i Høng. Det blev markeret ved en reception torsdag 14 januar, hvor mere end 250 gæster kiggede forbi for at byde ham velkommen.

Sparekassen er og bliver i Høng
Også administrerende direktør Lars Petersson gav i sin tale den nye filialdirektør en varm velkomst. Og han benyttede lejligheden til at slå fast, at sparekassen er og bliver i Høng.

”Sparekassen er Høng og omegns eneste pengeinstitut, og vi bliver her. Vi tror på, at det er altafgørende med et lokalt pengeinstitut, som kender kunderne og lokalområdet. Jeg vil gerne opfordre jer til fortsat at bakke op om jeres lokale pengeinstitut. Stem med fødderne, og vælg os til”, sagde administrerende direktør Lars Petersson.

Støt op om lokalområdet
I sin tale lagde også filialdirektør Flemming Andersen vægt på vigtigheden af at støtte op om lokalområdet.

”Mange er ærgerlige over, at butikker i de såkaldte udkantsområder lukker, og at byerne bliver affolket. Midlet er egentlig klart: Handl lokalt, vælg og støt det lokale – også når det gælder pengeinstitut”, opfordrede filialdirektør Flemming Andersen og fortsatte med et løfte: ”Jeg vil i hvert fald love, at vi fortsat vil bidrage til at udvikle og synliggøre Høng, Gørlev og omegn."

Udover Høng er Sparekassen Sjælland det eneste lokale pengeinstitut tilbage i Dianalund, Faxe, Jyderup, Skælskør, Tølløse og Vig.

Andre nyheder fra sparekassen