Logo

Motiveres du af at udvikle nye koncepter på erhvervsområdet?

img
Har du betydelig erfaring fra udvikling, drift og salg af erhvervsprodukter, og motiveres du af at udvikle nye koncepter til brug på erhvervsområdet i sparekassen?  Er du samtidig resultatorienteret, forandringsparat og beslutningsdygtig? Så er jobbet som erhvervs-produktchef hos os en spændende mulighed for dig. Stillingen er nyoprettet.

Sparekassen Sjælland-Fyn – Danmarks 12. største pengeinstitut – er en formålsdrevet virksomhed med et godt image baseret på sund vækst og korte beslutningsveje. Vi har nu brug for en erhvervsproduktchef i en nyoprettet stilling i Produkter og Vilkår.   

Vi skal mod nye mål – vil du med?
Vi har lanceret strategien ”Mod nye mål”. Frem mod 2025 vil sparekassen være den foretrukne partner for mindre og mellemstore virksomheder. Det kræver en yderligere forstærket position som erhvervssparekasse, som skal skabes via tætte kundeforhold båret af de rette produkter og services, der udvikler relationer til vores erhvervskunder.     

Relationer til erhvervskunder skabes af vores kundevendte erhvervsorganisation. Vores kommende erhvervsproduktchef skal selvstændigt kunne udvikle og vedligeholde det sortiment, de processer og partnerrelationer, som er forudsætningen for, at vores erhvervsorganisation kan tilbyde professionelle løsninger til vores erhvervskunder.   

Hvad kan du forvente dig af jobbet?
Du får mulighed for at udvikle og arbejde med erhvervsprodukter og samarbejde med vores partnere, som bl.a. er DLR og Købstædernes Forsikring, så vi kan udvikle vores vækstpotentialer og skabe succes for vores kundeorienterede erhvervsorganisation og kunderne.     

Du får brug for din viden og praktiske erfaringer til at bringe erhvervsløsninger frem til det punkt, hvor vores kundeorienterede erhvervsdirektører, -chefer og -rådgivere eller henvisningspartnere tager over og bruger disse i rådgivningen og serviceringen af vores 15.000 erhvervskunder. Derudover skal du identificere, indgå og forny aftaler og udbygge relationer til eksterne partnere, herunder på ESG-området, udover at fastholde de eksisterende relationer til DLR Kredit, Leasing Fyn og Købstædernes Forsikring Erhverv, hvis tilbud er indarbejdet i rådgivningen med afsætning til kunderne. 

Du vil også få mulighed for at udvikle vores tilgang til foreninger, herunder andelsbolig- og ejerforeninger, hvor der findes store potentielle muligheder for forretningsudvikling.         

Du bliver som erhvervsproduktchef en del af stabsafdelingen ”Produkter og Vilkår”, der står for både udvikling og driftsopgaver relateret til sparekassens produkter, serviceydelser og koncepter på såvel erhvervs- som privatområdet.

I det daglige vil du referere til chefen for Produkt og Vilkår, som du sparrer med om projekter og driftsopgaver – og du vil dertil få et tæt samarbejde med sparekassens underdirektør for erhvervsorganisationen, som primær opdragsgiver for dit virke i sparekassen.   

Hvad forventer vi af dig?           
Du har en akademisk tilgang til arbejdet og er en dygtig tal-analytiker samt
 rutineret bruger af Office-pakken. Du evner selvstændigt at indsamle, bearbejde og præsentere informationer til beslutningsbrug, og du er god til at formidle et svært fagligt stof på en nem forståelig måde i både skrift og tale.
 
Du evner og har blik for at arbejde med de mange små og vigtige detaljer og fagbegreber, der skal være på plads for at betjene og rådgive vores erhvervskunder professionelt, uanset om en ÅOP-beregning skal rettes til, en referencerente skal skiftes eller organisering af samarbejdet mellem privat- og erhvervsrådgivere skal analyseres og anbefales ændret. 

Det er en absolut fordel, hvis du også er en erfaren projektleder, der selvstændigt kan løse koordinationsopgaver på tværs af interne afdelinger og eksterne partnere.  

Vi forestiller os, at du kommer med en bankfaglig baggrund hentet fra en større erhvervsafdeling eller et områdecenter i et pengeinstitut. Du kan også have været i finansielle erhvervsorganisationer som udviklings-, projekt- og implementeringsansvarlig.        

Vi forventer, at du har en teoretisk uddannelse på HD-niveau. Vi lægger vægt på, at du kan dokumentere de relevante resultater, som du tidligere har skabt andre steder.

Hvad kan vi tilbyde dig?
  • Et attraktivt job med store faglige udviklingsmuligheder. Du bliver en del af et mindre stabsteam med fire dygtige kolleger, hvor du får mulighed for direkte at styre og påvirke udvikling og drift af de produkter, serviceydelser og partnertilbud, som sparekassen skal tilbyde sine erhvervskunder.  
  • Du bliver ansvarlig for et område, hvor du naturligt også kommer til at agere inspirator og vejleder for de erhvervsdirektører, -chefer og -rådgivere og afdelinger, der skal introducere og afsætte dine løsninger til kunderne. 
  • Du får adgang til at etablere de projektgrupper, og får de økonomiske ressourcer stillet til rådighed, du skal bruge for at nå i mål med projekter og opgaver.
  • Dit arbejdssted bliver sparekassens hovedsæde i Holbæk med udsigt over Isefjorden og ca. 200 dygtige kolleger i samme hus. Du får attraktive løn- og personalevilkår som f.eks. 7 ugers frihed, god pensionsordning, gruppelivs-, sundheds- og tandforsikring samt sund og variereret frokost. Derudover har vi stor fleksibilitet i hverdagen og selvfølgelig mulighed for at arbejde hjemmefra. 
Interesseret?
Så send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 1. april 2023. Vi inviterer løbende kandidater til samtale. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte produktchef Søren Fossing på tlf. 4047 3677 eller mail: sfo@spks.dk.    


Det lokale, samfundsansvarlige alternativ
Sparekassen Sjælland-Fyn A/S driver et bredt filialnet på Sjælland og Fyn og beskæftiger over 550 medarbejdere. Vores vision er at være det markedsledende lokale og digitale alternativ til de landsdækkende banker. Vi går ikke på kompromis med en sund, solid og stabil drift og en markedskonform indtjening, der er sammenlignelig med andre pengeinstitutter i vores størrelse. Vi er dog overbeviste om, at der er behov for et stærkt lokalt og regionalt pengeinstitut med en forretningsmodel, der er kendetegnet ved mere end det, der kan sættes to streger under i et regneark. Derfor sætter vi samfundsansvar og kundernes økonomiske tryghed højere end den sidste indtjeningskrone.