Sparekassen Sjælland-Fyn opgraderer partnerskab med Nordsjælland Håndbold
9. July 2019
Sparekassen Sjælland-Fyn og Nordsjælland Håndbold har givet hånd på et nyt guld-partnerskab med fokus på at støtte fællesskabet i Nordsjælland og talentudviklingen i klubben.
Sparekassen Sjælland-Fyn har i alt seks filialer i Nordsjælland, hvoraf flere af dem er blevet etableret inden for de seneste år. Vi har fået en god modtagelse og med det opgraderede partnerskab med Nordsjælland Håndbold er tiden inde til yderligere at styrke båndene i det nordsjællandske fællesskab:
”Med en mission om at gøre Sjælland og Fyn til et bedre sted at leve, arbejde og drive virksomhed er det meget naturligt for os at støtte lokale sportsforeninger og -klubber. Nordsjælland Håndbold er ikke blot et fællesskab for dem, der er med på holdet, men også for de mange fans og tilskuere fra hele Nordsjælland, der kommer for at støtte op og få en god dag sammen med venner og familie,” fortæller sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen og tilføjer:
”Det nye ligahold, der har berøring til moderklubberne i Helsinge, Helsingør og Hillerød, hvor vi bl.a. har filialer, kan være med til at tegne Nordsjælland”.
Også i Nordsjælland Håndbold er der glæde over at få Sparekassen Sjælland-Fyn som ny guldpartner.
”At vi kan føje en syvende guldpartner til viser den store interesse for og tro på Nordsjælland Håndbold. Samtidig kan vi også konstatere, at der de seneste måneder er kommet flere store virksomheder til, og der er bestemt ikke lukket for tilgangen,” siger Carsten Larsen, der er direktør for FrederiksborgCentret, hvor håndboldklubben holder til.
Støtter talentudvikling
Nordsjælland Håndbold har netop sammensat sæsonens hold, der går den kommende sæson i Herre Håndbold Herreligaen i møde med en del nye spillere, hvoraf flere af dem er med på ungdomslandsholdet.
”Vi er glade for, at vi – via det nye partnerskab med Nordsjælland Håndbold – får mulighed for at støtte talentudviklingen i klubben. Med en gennemsnitsalder på 21 år er det et ungt hold, klubben har sat i år, og det bliver spændende at følge de unge talenter og holdets udvikling gennem sæsonen,” fortæller sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen.
Udover Sparekassen Sjælland-Fyn er Hillerød Kommune, Helsingør Kommune, Helsinge Kommune, Craft Sportswear og HHM A/S Nordtag guldpartnere med Nordsjælland Håndbold.
Læs også om sportspension til halv- og helproffesionelle idrætsudøvere