Logo
Nyheder

Sparekassen støtter kunstprojektet "Lys i Mørket"

24. March 2025

Gennem Lucerna Fonden har sparekassen givet et betydeligt bidrag til kunstprojektet "Lys i Mørket", et initiativ, der kæmper mod perfekthedskultur og psykisk mistrivsel blandt unge piger.

Som del af vores samfundsansvar har vi i sparekassen støttet projektet "Lys i Mørket" med 100.000 kr. gennem Lucerna Fonden. Projektet er et samarbejde mellem Odense Håndbold, GirlTalk og flere lokale aktører og har til formål at bekæmpe den psykiske mistrivsel og perfekthedskultur, som mange unge piger oplever.

"Projektet "Lys i Mørket" er et fremragende eksempel på, hvordan kunst kan skabe opmærksomhed omkring vigtige sociale problemstillinger. Vi er stolte af at kunne være med til at støtte et projekt, der ikke bare handler om kunst, men om at give unge piger en platform til at udtrykke deres følelser og stå sammen om at gøre op med perfekthedskulturen," siger Kim Thykjær, der er områdedirektør for Erhverv på Fyn.

Se mere om projektet i videoen:

Video: Lys I Mørket

Kunst som modstand mod perfekthedskulturen

Kunstudstillingen blev præsenteret den 6. marts 2025, og består af 100 keramiske lanterner.

De unge piger, der deltager i projektet, har gennemgået et kursusforløb, hvor de har fået mulighed for at skabe deres egne lanterner under vejledning af kunstneren Nille Bech. Hver lanterne er unik, men sammen udgør de et stærkt fællesskab og et klart budskab om, at det er okay at være den, man er, og at vi ikke behøver at leve op til de urealistiske krav, der ofte bliver sat for unge kvinder.

Lanternerne vil blive udstillet på Ærtefabrikken i Odense, og projektet vil fortsætte som en vandreudstilling rundt om i landet.