Nyheder

8 gode råd til din årsopgørelse

20. February 2023

Nu har du officielt adgang til din årsopgørelse for 2022 via tast selv på skat.dk. Det er vigtigt, at du husker at tjekke, om du har fået alle de relevante fradrag med i årsopgørelsen – det kan være, at du har penge til gode. Nedenfor giver vi dig nogle gode råd til, hvad du skal være opmærksom på i forhold til din årsopgørelse.

Kvinde ved computer der tjekker årsopgørelsen for 2022

Mandag den 13. marts 2023 – eller ofte i dagene op til – er spændingen blevet udløst, og du har nu mulighed for at se, om du er én af dem, der i år skal have penge tilbage i skat, eller om du har betalt for lidt i skat sidste år og skal betale penge tilbage.

Husk, at det er dit eget ansvar, at du får alle tal med på årsopgørelsen for 2022. Hvis du overser en fradragsmulighed pga. glemsomhed eller manglende viden, har du ingen mulighed for at indberette det på bagkant, hvis skatteansættelsen er forældet.

Her får du 8 gode råd til, hvad du skal holde særligt godt øje med:

  1. Husk kørslen til og fra arbejde.

  2. Træk bidrag til velgørenhed fra i skat.

  3. Registrer servicefradraget.

  4. Husk at ændre, hvis du har købt eller solgt en bolig i 2022.

  5. Få styr på, hvornår du eventuelt får overskydende skat udbetalt.

  6. Tjek op på, hvad du gør, hvis du skal betale restskat.

  7. Få overblik over alle fradrag på SKATs hjemmeside.

  8. Tjek og tilpas din forskudsopgørelse for 2023.

1. Husk kørslen til og fra arbejde

Du kan få befordringsfradrag, uanset om du kører i bil, bus, tog eller på cykel. Hvis du har længere end 12 km mellem din bopæl og din arbejdsplads, kan du reducere din skat markant ved at indberette det til SKAT. Husk, at du ikke kan få kørselsfradrag for de dage, du har arbejdet hjemme i løbet af året. Hvis du er en af dem, der har arbejdet langt mere hjemmefra i 2022, end du først havde antaget, kan det være, at der måske venter dig et lille skattesmæk.

2. Træk bidrag til velgørenhed fra i skat

Hvis du har indbetalt til et velgørende formål som fx Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse eller en anden velgørende organisation i 2022, får du fradrag på op til 17.200 kroner. Mange organisationer indberetter selv dine bidrag til SKAT, men tjek alligevel efter på årsopgørelsen for en sikkerheds skyld.

Fradragets værdi er ca. 26 %, så hvis du giver 100 kr., sparer du ca. 26 kr. i skat.

3. Registrer servicefradraget

Hvis du i 2022 fx har fået hjælp til rengøringen, er det vigtigt at huske, at du kan få fradrag for udvalgte serviceydelser, der er udført i hjemmet eller fritidsboligen – som fx rengøring, børnepasning og havearbejde.

Servicefradraget var i 2022 6.400 kr. pr. person. Servicefradragets værdi er ca. 26 %. Hvis du har betalt 1.000 kr. for en serviceydelse, sparer du ca. 260 kr. i skat.

4. Husk at ændre, hvis du har købt eller solgt en bolig i 2022

Hvis du har købt en ny bolig i 2022 beregnes ejendomsværdiskatten som udgangspunkt ud fra overtagelsesdatoen. Men hvis du først er flyttet ind senere, skal du betale skat fra indflytningstidspunktet, og derfor er det vigtigt, at du registrer det, så du ikke betaler for meget i skat. Det samme gør sig gældende, hvis du har solgt en bolig og er flyttet ud før overtagelsesdatoen.

5. Få styr på, hvornår du eventuelt får overskydende skat udbetalt

Hvis du skal have penge tilbage, kan du glæde dig til, at de bliver udbetalt til din NemKonto den 14. april 2023. Og måske kan du allerede nu drømme lidt om, hvad pengene skal bruges til.

6. Tjek op på, hvad du gør, hvis du skal betale restskat

Hvis du skal betale skat tilbage for 2022, er der flere muligheder:

  • Hvis du har mulighed for at betale pengene til skat hurtigst muligt, er det bedst, så du slipper for at betale for meget i renter. Renterne tæller nemlig allerede fra 1. januar 2023, altså før, du overhovedet har set årsopgørelsen fra skat og ved, om du skal betale restskat eller ej.
  • Hvis du skylder under 22.503 kr. og vælger ikke at betale pengene, så overføres de automatisk til næste års regnskab (plus rentetillæg).
  • Hvis du skylder over 22.503 kr., så skal du betale beløbet over de 22.503 kr. i 2023. Skattestyrelsen vil opkræve pengene i tre rater i august, september og oktober.

Læs mere om betaling af restskat på SKATs hjemmeside

7. Få overblik over alle fradrag på SKATs hjemmeside

SKATs hjemmeside  kan du finde en omfattende gennemgang af de fradrag, der gælder – lige fra de mere almindelige fradrag for renteudgifter, kørselsudgifter, A-kasse-bidrag og beskæftigelsesfradrag til de mere specielle som fradrag, hvis man er dagplejer, har øvrige lønmodtagerudgifter eller betaler børnebidrag.

Ved at gå listen med fradrag igennem på SKATs hjemmeside, kan du sikre dig, at du ikke har overset et eller flere fradrag. Du kan også finde dine fradrag ved at prøve fradragsvejlederen, der er særligt målrettet til lønmodtagere, som SKAT stiller til rådighed på deres hjemmeside.

8. Tjek og tilpas din forskudsopgørelse for 2023

Når du allerede er logget på skat.dk, kan du med fordel tjekke din forskudsopgørelse og sikre dig, at tallene stemmer. Det er vigtigt, at du tilpasser din forskudsopgørelse, hvis der sker ændringer i dit liv, som har betydning for din skat. Hvis du fx får et nyt job og går op eller ned i løn, køber en ny bolig, får omlagt et lån, får et barn m.m., skal du tilpasse din forskudsopgørelse til din nye situation.

Hvis du desuden skal betale restskat for 2022, er det en god ide at kaste et blik på tallene for 2023 – så du undgår at få en regning igen næste år.

Hvornår kan du se din årsopgørelse fra skat for 2022?

Du kan allerede se din årsopgørelse for 2022 den 13. marts 2023 - oftest åbner SKAT for adgangen via tast selv nogle dage før. Det er også vigtigt at holde øje med en række andre datoer, som vi har listet nedenfor.

Hvornår får man penge tilbage i skat for 2022? - og alle de andre vigtige datoer:

Hvornår får du udbetalt for meget indbetalt skat?14. april 2023
Hvornår er der deadline for at rette din årsopgørelse?1. maj 2023
Hvornår er sidste frist for indbetaling af restskat - hvis du vil undgå tillæg?1. juli 2023
Hvornår er forskudsopgørelsen for 2024 er klar?15. november 2023
Hvornår er sidste frist for indbetaling på pensionsordninger med fradrag i 2023?30. december 2023

Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp

Vi står klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå din årsopgørelse. Tøv derfor ikke med at kontakte os allerede i dag.

Kontakt os