I Holbæk gik børn og voksne sammen om Knæk Cancer – Sparekassen støtter med 100.000 kr.
4. October 2024
Sparekassen Sjælland Fonden har doneret 100.000 kr. til den lokale forening Knæk Cancer i Holbæk, der netop har afholdt en stor, fælles gå- og løbetur i Holbæk og omegn til fordel for Knæk Cancer.

Op mod 700 børn og voksne gik (og løb) med i kampen mod cancer
Lørdag den 28. september løb eventen “Vi går eller løber sammen for “Knæk Cancer I Holbæk 2024"” af stablen. Ruterne startede og sluttede alle ved Gl. Havn Streetfood Holbæk, og man kunne vælge mellem at gå eller løbe 1, 5, 10, 15 eller 21 km.
Allan Markussen, Områdedirektør for Holbækområdet i Sparekassen Sjælland-Fyn, ser Knæk Cancer i Holbæk og lørdagens event som et vigtigt skridt i kampen mod kræft:
"Sparekassen Sjælland Fonden er stolte af at støtte Knæk Cancer i Holbæk. Vi ser det som en vigtig del af vores engagement i lokalsamfundet at bidrage til kampen mod kræft og støtte de mennesker, der er berørt af sygdommen. Dette event er en fantastisk mulighed for at samle Holbæk og skabe opmærksomhed om en vigtig sag," siger Allan Markussen.
Også lørdagens deltagerne havde kun ros tilovers for arrangementet:
”Det er dejligt at komme ud og få rørt sig, og få mulighed for at gå og snakke med min datter, mens vi samler ind til et godt formål. Det er næsten det vigtigste. Og at se, at der er så mange, der bakker op – det synes jeg også er fantastisk,” fortæller Louise Frydensberg, deltager på 5 km-ruten og tidligere kræftramt.
”Vi har altid gerne villet være med og støtte op om Knæk Cancer. Min far er død af kræft, og både min mor og søster har været ramt. Så jeg er stolt af at kunne deltage i dag,” fortæller Michael Seander, deltager på 10 km-ruten.
Knæk Cancer i Holbæk - og i resten af landet
Knæk Cancer i Holbæk er en lokal forening grundlagt i januar 2024. Foreningens mål er at støtte op om TV 2 og Kræftens Bekæmpelses landsdækkende kampagne, Knæk Cancer, ved hjælp af forskellige lokale, pengeindsamlende events.
”Vi er en frivillig forening, som lige nu består af 43 ambassadører, der arrangerer en lang række indsamlingsbegivenheder – alt lige fra saunagus til store gå- og løbeevents som dette, hvor op mod 700 mennesker deltager,” fortæller Michael Skovgaard, Projektchef i Knæk Cancer i Holbæk.

Udover at samle penge ind til forskning og forebyggelse af kræft kan events som dette også noget andet vigtigt:
”Det, sådan et gå- og løbeevent som dette kan, er at samle familie og venner – og mennesker generelt – og give et fælles rum til at støtte kræftramte og pårørende, men også til at mindes de mennesker, der har tabt kampen mod kræft,” fortæller Michael Skovgaard om sit vigtige arbejde i Knæk Cancer i Holbæk.
Eventet “Vi går eller løber sammen for “Knæk Cancer I Holbæk 2024"” indsamlede hele 90.000 kr., som sammen med foreningens øvrige indsamlinger vil blive doneret til landsindsamlingen den 26. oktober 2024.