To tusinde børn inviteres i teatret

Sjællands Teater modtager midler fra Sparekassen Sjælland Fonden, som gør det muligt at uddele gratis teaterbilletter.

Sjællands-teater På billedet ses formand for Sjælland Teaters bestyrelse, Hans Michael Larsen, administrerende direktør for Sjællands Teater, Kristoffer Møller Hansen, og næstformand i Sparekassen Sjælland Fonden, Thomas Kullegaard.

Billetlugen er lukket, og tæppet går ikke op på landets teatre i øjeblikket. Men når tiderne igen skifter fra restriktioner til det åbne samfund, vi savner og holder af, kan et par tusinde børn i Holbæk og Slagelse glæde sig til en gratis tur i landets største egnsteater.

”Sparekassen Sjælland Fonden finder det vigtigt at støtte Sjællands Teater, der jo har rødder i både Holbæk og Slagelse. Tiden i øjeblikket minder os om, hvor nødigt vi vil undvære en tur i teatret, og alt det et magisk rum og en levende scene har at byde på. Så ved at invitere at par tusinde børn i teatret håber vi, at rigtig mange yngre teatergængere får en god og mindeværdig oplevelse”, siger Thomas Kullegaard, næstformand i Sparekassen Sjælland Fonden.

Velkommen til morgendagens publikummer
”Den økonomiske støtte fra Sparekassen Sjælland Fonden sikrer, at flere børn og unge kommer i teatret. Dermed kan vi byde mange af morgendagens publikummer velkommen i et professionelt teater, der brænder for at skabe fantastiske oplevelser. Vi sætter derfor stor pris på donationen”, siger administrerende direktør Kristoffer Møller Hansen, Sjællands Teater.

Direktøren tilføjer ”at publikum rigtig gerne vil i teatret på trods af epidemien. Teatrets sommerforestilling ”De Fedtede Fætre på Kærgården”, der løb over scenen den forgangne sommer i Holbæk Museums fantastiske museumsgård, slog billetrekord, så vi glæder os til at slå dørene op igen”.

Der arbejdes bag kulisserne
Den 1. januar 2021 blev Holbæk Teater lagt sammen med Teatret Fairplay og udvidet med en ny scene i form af Slagelse Teater. Sjællands Teater fungerer således som egnsteater i både Holbæk og Slagelse kommuner og er herved blevet Danmarks største egnsteater.

Selvom Sjællands Teater ikke kan åbne dørene for publikum i øjeblikket, så arbejdes der bag kulisserne. Blandt andet på en repremiere på publikumssuccesen ”Cykelmyggen Egon” og ungdomsforestillingen ”Ping-Pong”, så teatret er klar til at byde publikum, både børn, unge og voksne indenfor i salen, når det igen er muligt at samles i teatret til en fælles oplevelse.