Donation til Nykøbing Rørvig Jazzfestival

Sparekassen Sjælland Fonden bidrager til sommerjazz

Formand for Nykøbing Rørvig Jazzfestival Knud Skriver På billedet ses bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland Fonden Lotte Heglund, Filialdirektør for Sparekassen Sjælland-Fyn i Odsherred Flemming Andersen og Formand for Nykøbing Rørvig Jazzfestival Knud Skriver.

Til august spiller Nykøbing Rørvig Jazzfestival igen. Det er frivillige, som står for festivalen, og der bliver ikke krævet entré til de mange koncerter, da ønsket er, at så mange som muligt får mulighed for at lytte til og glædes ved jazz. Derfor er der et stort arbejde med at søge midler, som kan finansiere festivalen, og Sparekassen Sjællands Fondens bidrag på 14.500 kr. falder derfor også i rigtig god jord.

- Vi er meget glade for at få donationen fra Sparekassen Sjælland Fonden med i puljen. Det betyder rigtig meget for os, at så mange lokale kræfter bakker op og bidrager til vores arbejde med at tilbyde musikoplevelser til borgere og sommergæster i området. Programmet for i år er netop faldet på plads, så vi glæder os til at byde velkommen til tre herlige sommerdage med jazzmusik, siger Knud Skriver, som er én af initiativtagerne bag og arrangør af jazzfestivalen.


- Sparekassen Sjælland Fonden har valgt at støtte Nykøbing Rørvig Jazzfestival, som bidrager med kulturoplevelser i Odsherred og danner rammen for nogle dage med musik, samvær og sommerstemning. Dertil vil vi gerne kippe med hatten for det frivillige arbejde, som gør det muligt at arrangere og gennemføre et sådant arrangement, fortæller Lotte Heglund, bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland Fonden.

Flemming Andersen, filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn i Odsherred, giver en trommehvirvel for donationen og festivalen. Man skal dog ikke forvente at se Flemming på scenen til Nykøbing Rørvig Jazzfestival, som finder sted den 3. – 5. august på forskellige lokationer i og omkring Nykøbing og Rørvig.

Se programmet på Facebook