Logo

Donation får de store smil frem hos Holbæk Garden

20. December 2022

Holbæk Garden har modtaget en donation på 50.000 kr. fra Sparekassen Sjælland Fonden til indkøb af nye musikinstrumenter, så den populære garde kan slå tonerne helt rigtigt an, når de både spiller og går i takt.

img

Med titlen som Danmarks bedste bygarde er der meget at glæde sig over i Holbæk Garden, og smilene er nu blevet endnu større efter donationen fra Sparekassen Sjælland Fonden. Garden er drevet af frivillige kræfter, så lokale bidrag er vigtige, når bestyrelsen og forældre- og støtteforeningen bag garden skal skaffe finansiering til nyt udstyr, transport m.v.

”Vi bruger mange timer i øvelokalet og på gader og stræder, når vi spiller til diverse arrangementer og festlige begivenheder. Det slider på vores musikinstrumenter, hvor flere af dem er af ældre dato og har fået en bule eller to. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi med donationen fra Sparekassen Sjælland Fonden nu bl.a. kan købe en ny euphonium og trækbasun. Samtidig betyder opbakningen meget for os. Alle vores gardere lægger mange frivillige timer og meget energi i garden, så det gør en stor forskel for os, når den indsats, som alle gør både hver især og sammen, bliver anerkendt,” fortæller Anja Stiil, formand for bestyrelsen.

Musik, march og fællesskab

Omdrejningspunktet for Holbæk Garden, der har haft 60-års jubilæum, er ikke kun glæden til musik, men også et unikt fællesskab mellem gardens medlemmer, som er mellem 8 og 30 år. Tiden går således ikke kun med træning, men også med hyggeweekender og sociale aktiviteter, som ryster garderne sammen. Og det er netop det fællesskab og gardens helt særlige bidrag til Holbæk og omegn, som er baggrunden for, at Sparekassen Sjælland Fonden har valgt at støtte op om den populære bygarde.

”Det både lyder og ser imponerende ud, når Holbæk Garden indtager byrummet, og det er svært ikke at få et smil på læberne og lade fødderne slå med i takt, når musikken starter. Glæden smitter og skaber liv i byen. Og alle garderne tager et ansvar – ikke kun musikalt, men også for at gøre Holbæk Garden til en helt særlig oplevelse – både for medlemmer og tilskuere. Det vil vi gerne støtte op om,” lyder det fra Michael Højgrav-Huus, som er bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland Fonden og bakkes op af Allan Markussen, områdedirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn:

”Holbæk Garden er blevet et kendetegn for byen og har været med til at forme en masse musikalske talenter ved at følge med tiden og fastholde det stærke sammenhold, som karakteriserer garden. Derfor er det også rigtig positivt, at Sparekassen Sjælland Fonden har valgt at støtte op om garden.”

Holbæk Gardens kalender er allerede godt fyldt op i den kommende tid, hvor garden sørger for ekstra god julestemning, når de bl.a. går julemarch igennem Holbæk midtby og inviterer alle Fjordstjernens beboere til julekoncert.

For yderligere information kontakt venligst:

Holbæk Garden, Anja Stiil, mail: anjastiil@yahoo.dk, mobil: 28782807

Sparekassen Sjælland-Fyn, kommunikationsdirektør Marianne Salling, mail: msa@spks.dk, mobil: 21370054