Logo

Juniorkajakker til Faaborg Havkajakklub skal få flere børn og unge ud på vandet

14. June 2022

Faaborg Havkajakklub har modtaget en donation på 24.000 kr. fra Sparekassen Sjælland Fonden til køb af nye juniorkajakker, så flere børn og unge kan prøve kræfter med vandsporten, der både byder på en masse frisk luft, motion og socialt samvær.

img

Faaborg Havkajakklub mærker allerede en stor tilslutning fra lokalområdet og ser med købet af de nye juniorkajakker og tilhørende sikkerhedsudstyr frem til at kunne byde endnu flere unge medlemmer velkommen i klubben.

"Vi oplever stor interesse for vores børne- og juniorafdeling, og derfor er det også vigtigt, at vi har det rigtige udstyr, der passer til de unge mennesker, så de får de bedst mulige forudsætninger for at få nogle gode oplevelser i kajakkerne. Det gælder fx, når de skal manøvrere kajakkerne rundt. Derfor er vi også rigtig glade for donationen fra Sparekassen Sjælland Fonden, som muliggør, at vi kan udvide vores børne- og juniorafdeling," fortæller Søren Greve fra Faaborg Havkajakklub.

De nye juniorkajakker er allerede sat i vandet og skal både bruges på havet over sommeren, men også til uddannelse, leg, vandtilvænning og redningstræning i svømmehallen i vintersæsonen.

Lokale vandsjæle

Lene Kragh, der er områdedirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn, fortæller, at Sparekassen Sjælland Fonden har valgt at støtte op om de lokale ildsjæle – eller måske snarere vandsjæle i dette tilfælde – fordi de gør en kæmpe forskel for børn og unge i lokalområdet:

"Faaborg Havkajakklub giver børn og unge muligheden for at dyrke vandsport i lokalområdet og skaber samtidigt rammerne for socialt samvær til stor glæde for alle. Aktiviteterne i havkajakkerne – og friluftslivet generelt – giver røde kinder, smil på læberne og i det her tilfælde også indsigt i, hvordan man skal færdes på vandet. Det giver stor værdi. Samtidigt deler vi ønsket om at dyrke og udvikle lokalområdet, så vi er meget glade for at kunne hjælpe klubben på vej med de nye juniorkajakker," fortæller Lene Kragh.

Faaborg Havkajakklub har åbnet for sommersæsonen, så der er rig mulighed for at tilmelde sig klubbens mange aktiviteter, der er målrettet både den erfarne havkajakroer og nybegynderen.

For yderligere information:

Faaborg Havkajakkub, mail kontakt@faaborghavkajakklub.dk, tlf. 4059 1151 www.faaborghavkajakklub.dk

Sparekassen Sjælland-Fyn, områdedirektør Lene Kragh, mail: lch@spks.dk, mobil: 6118 1538